der gjør, at de lever i en evig skræk for synden, og han befaler dem at ombringe hele befolkningen i erobrede byer. Han siger gjennem Jesaias’s mund: „Jeg danner lyset og skaber mørket, giver fred og frembringer det onde; jeg er herren, som gjør alt dette“. I ham er Ghid og Satan endnu forenet; deres adskillelse, der først langsomt fuldbyrder sig, og den afgjorte modsætning, som tilsidst fremtræder, er allerede et tegn paa en finere moralsk følelse og er kristendommens forløber.
Satanas er allerede delvis udformet, men naar først sit væsens fuldkommenhed i kristendommen, den religion, som vil udfylde jødedommen, af hvilken den er opstaaet, og som den dog for en stor del fornægter. Her befinder vi os foran et fletværk af uklare, moralske og historiske aarsager, som alle bidrager til bestandig mere og mere at fremhæve, farvelægge og forstørre Satans mørke skikkelse. Fremforalt forvandles Jehovah til en, uden sammenligning venligere og mere god gud, til en kjærlighedens gud, der nødvendigvis tilbageviser hint sataniske element som fremmed for sig. Og naar saa Kristus endelig ligeledes er optaget i guddommen, faar sønnens blide, straalende skikkelse, der af kjærlighed til menneskene selv blev menneske, udgjød sit blod for dem og for dem led korsets død, modstanderens hæslige, mørke skikkelse som sin modsætning til at fremtræde desto tydeligere. Den menneskelige tragedie, sammensmeltet
