else, som imidlertid i det tiende aarhundrede modsiges af Assone i hans afhandling „Antikristus“. Nogle nøiede sig med at tro, at han vilde faa et menneske til fader, men helt fra sin undfangelse af være besat af djævelen; andre har forsikret, at helvedes fyrste vilde selv blive hans fader, og denne mening var den mest udbredte.
De utallige afhandlinger, som middelalderen har efterladt os angaaende Kristi sidste modstander og hans gjerninger, og af hvilke endnu en mængde ligger utrykte og slurvet behandlede i bibliothekerne, beviser os, med hvilken angst og skræk den evig truende og aldeles uundgaaelige fare uafbrudt fyldte sindene. Man erindrede sig de frygtelige varsler, der skulde forkynde hans snarlige ankomst for den rædselslagne verden, og speidede hid og did, om nogle af varslerne maaske allerede skulde være synlige. Dommedagens skræk og gru blev af fantasien mangfoldiggjort og forstørret, og kristenheden gjennemløb med korte mellemrum, det forfærdelige budskab om, at det skjæbnesvangre menneske allerede var født eller inden kort tid vilde vise sig. Omkring aaret 380 troede Martin, biskop af Tours, at Antikrist allerede var født. Det samme troede omkring aaret 1080 biskop Banieri af Florenz, og ligeledes Norbert, erkebiskop af Magdeburg, nogle decennier (ti-aar) senere. Paa Innocentz VI’s tid varslede en minoritermunk Antikrists fødsel i aaret 1365, og Arnoldo de Villanova satte den til 1376. I aaret 1412 vidste Vincenzio Terrer med al sikkerhed, at kristenhedens store fiende allerede var ni aar gammel, og meldte det til modpaven Benedikt XIII. Ikke saa faatallige var de hekse,
