dekalogen („De ti Guds bud“) ikke: „Jeg er din gud, og du skal ikke tro, at der gives andre guder ved siden af mig“, men: „Jeg er din gud, og du skal ingen andre guder tilbede ved siden af mig“. Nu er det bekjendt, at hebræerne ofte lod sig forlede til at tilbede andre guder end sin egen. Azazel, den urene aand, til hvem man i ørkenen prisgav den med Israels synder belæssede buk, tilhører efter al sandsynlighed en før-mosaisk tro, men skikkelsen mangler gjennemsigtighed og tydelighed, og nok muligt, at han ikke er andet end et mat gjenskin af den ægyptiske Set og en erindring omdet i Faraonernes land udholdte slaveri.
Det er en almindelig antaget mening, at hebræerne først efter det babyloniske fangenskab har havt klare og tydelige begreber om dæmonerne. De havde i al denne tid befundet sig i en, om ikke inderlig, saa dog langvarig berøring med masdeismen (persernes religion) og havde saaledes havt anledning til at stifte bekjendtskab med og tildels tilegne sig nogle af dens læresetninger. Blandt disse maatte læren om det ondes oprindelse let trænge igjennem hos dem, saa vel beredte som de ved den dem nylig overgaaede ulykke og ved de triste udsigter for fremtiden var til at modtage den. Denne antagelse aabner adgang for tvil, om mere end én indvending kan fremsættes imod den, men derfor er det ikke mindre sikkert, at selv om forestillingen om onde aander og troen paa deres virksomhed hellerikke fattedes jøderne før fangenskabet, antager dog Satanas først sin egentlige skikkelse og den ham særegne karakter i de efter fangenskabet forfattede skrifter.
