tre dage efter. Han beretter ligeledes historien om en skikkelig mand, der ikke vilde give efter for en succubis vellystige ønsker, af denne blev løftet op i luften og styrtet ned paa jorden og forlod denne verden, efterat han et helt aar havde lidt af følgerne af sit fald. Men af alle succubis, som middelalderen har set, var Venus den mest forføreriske, den selv samme Venus, som efter den nyere tro fra gudinde var blit forvandlet til djævelinde og gjorde den ædle igter og ridder Tannhatiser som saa mange andre forelsket i sig, thi hun var nemlig rundhaandet med sin gunst. Hun blev elsket af mange og elskede maaske ogsaa selv nu som i oldtiden nogle; hun var i ethvert tilfælde skinsyg paa sine med det gode eller onde erhvervede rettigheder og forstod at gjøre dem gjældende. Det kan følgende oftere berettede tilfælde bevise. Jeg meddeler det her i oversættelse fra Wilhelm af Malmesburys kraftige, poetisk beaandede latin, — en engelsk krønikeskriver, der i det tolvte aarhundrede førstegang har fortalt historien.
En ung, romersk borger, meget rig og nedstammende fra en anset senatorfamilie, havde giftet sig og indbød sine venner til en fest. Efterat man, ophedede og lystige af vinen, havde reist sig fra bordet, begav gjæsterne sig ud til en eng for at fornøie sig med dans, bueskydning og anden leg. Brudgommen, festens konge og en mester i boldspil, udvalgte sig en bold, trak brudgomsringen af og stak denne paa fingeren af en i nærheden staaende broncestaty. Da nu alle spillekammeraterne angreb ham alene, drog han sig udmattet og ophidset først tilbage, og da han atter vilde tage sin ring, fandt han
