fjærpude for at hvile hodet paa; da overfalder pludselig djævelen ham og lar ham ikke i fred, før vor helgen har kastet puden langt fra sig. Guibert af Nogent (Nosjang) beretter historien om nogle jægere, der indbildte sig at forfølge en grævling, men i virkeligheden forfulgte djævelen, fangede ham og puttede ham i en sæk; men se, da bliver de selv angrebne af en uendelig masse djævle, slipper sin fange løs og dør, saasnart de er kommet hjem. Satan besad skjønhed, rigdom, aand, kundskab; han var indholdet i enhver last og kunde dølge sig bag hvilkensomhelst dyd. Salvianus havde ret, naar han skrækslagen udraabte: „ubique dæmon«, djævelen er overalt!
Ved et saa udstrakt magtomraade, saa forskjelligartede gjøremaal, var djævlenes fritid ikke stor. Deres liv bestod i en uafbrudt speiden efter bytte, land og strand over, i møie uden ophør for at fremkalde synd og skabe anledninger til synd, et arbeide uden rist og ro paa tusen skadelige formaal. Dag og nat udspyede helvedessvælget legioner af rasende djævle over jorden, falde af iver efter at gjøre ondt, og den urykkelige inenneskehed gulpede i sig legioner af dem, der havde fuldbragt sin mission i fristelses-, førførelses-, besnakkelses-, forvirrings- og ødelæggelses-arbeidet. Dette selv kjendte hverken ende eller afbrydelse.
Ved tanken paa en ond, allesteds udbredt, altid vaagen, altid virksom og ovenikjøbet usynlig magt, maatte sindene fyldes med skræk. Middelalderens hele historie ligger i mørke af den uhyre skygge, som den uforsonlige fiende kaster ud over den. Efter en arabisk forestilling saa man i hin yderste, ube-
