hundrede og tusende af dem, naar de indfarne djævle var saa talrige, og saa længe besatheden stod paa, var hans fysiske liv produktet af en overhinanden aflagring, en sammenfletning og sammensmeltning af disse to eller hundrede eller tusen sjæle. Og alt eftersom djævelens indflydelse vekslede, eftersom anfaldet indtraadte eller udeblev, mistede eller fik den besatte sin bevidsthed tilbage, erindrede sig fortiden eller ikke, var sig selv eller ikke sig selv, eller bare endel af sig selv.
De besatte la sædvanligvis dyb, moralsk fordærvelse for dagen. At laste Gud, den hellige jomfru og helgenerne, forhaane troens sandhed, gudstjenestens ceremonier, vise den yderste afsky, ja ligefrem væmmelse overfor sakramentet og alting til religionen og dens tjenere henhørende, det var, hvad de meget ofte, om ikke altid, tydeligt nok tilkjendegav. Da djævelen er løgnens fader, maatte selvfælgelig de besatte almindeligvis lyve; sikkert er det dog, at de ikke bestandig løi, men undertiden kom med sandheden, og det endogsaa frivilligt uden tvangsmidler. Ja, hvad der er endnu mærkvæærdigere: den sandhed, de kom frem med, var ofte til skade for dem selv, det vil sige til skade for djævelen, som de havde i kroppen, og til kirkens og religionens ære. Man har saaledes berettet om besatte, der talte meget fornuftigt mod afgudsdyrkelse og kjætteri, om andre, der gav anvisning paa hellige mænds ubekjendte grave; andre afslørede fremmede, skjulte daarligheder eller ubekjendte dyder; andre atterigjen betegnede den person, som med fremgang skulde kunne uddrive djævelen af dem. Man glemme saaledes ikke, at
