som ikke bevæger sig og ikke handler, naar ikke Satan sætter den i virksomhed, bevæger og tvinger den.
Men hvorledes kan dog djævelen saaledes trænge ind i en fremmed sjæl? Det er ikke saa let at sige. St. Hildegard forsikrer, at det er ikke med sit virkelige væsensindhold (sin substans), djævelen gjennemtrænger sjælen, men at han gjennemfugter den med sin skygge og sin sorthed. Sjælen dukker ned i det djævelske mørke som en stjerne, der ved en formørkelse træder ind i skyggen fra en anden. Denne anskuelse er dog meget usikker; meget mere maa man tro paa en virkelig gjennemtrængen og forblanding, som undertiden fuldbyrder sig med lynets hast. Naar man ikke tog sig iagt og beskyttede sig, var hvilket paaskud somhelst godt nok. Var sjælene ikke aldeles hele og befæstede, løb de stor og uafbrudt fare, thi en eneste sprække var for Satan nok til at trænge ind. Enhver begaaet synd, om aldrig saa ringe, var at ligne med en dør, man havde aabnet for fienden, og ikke bare enhver synd alene, men den ubetydeligste efterladenhed og sorgløshed ligeledes. Et barn er tørstigt og forlanger drikke; straks viser en forklædt djævel sig og rækker det et bæger vand. Det stakkars barn drikker uden at gjøre korsets tegn over bægeret, og djævelen farer i kroppen paa barnet. Dette staar at læse i historien om den hellige Celsus’s opdagelse. Paa lignende maade kom en nonne i djævelens vold, idet hun spiste et salathoved: den hellige Gregorius Magnus bevidner det. Om en barselkone, der slugte djævelen Fumarelli, idet hun drak et bæger vand uden at gjøre korsets tegn over bægeret, læser man i abbeden af Lucedio’s,
