tidens folk intet kjendte til, at dø i et værelse fuldt af rasende, forfærdeligt udseende djævle og i en af utaalmodige klør rystet seng. Ludvig den fromme drev djævlene paa dør, idet han med det sidste aandedrag raabte: „Ud! Ud!“ Da den hellige Katharina af Siena allerede laa i dødskampen, kjæmpede hun endnu med djævlene og bød dem spidsen. Naturligvis maatte just da den haardeste kamp opstaa, naar de sidste kræfter svigtede. At dø paa denne maade og under slige omstændigheder maatte være tungt og forfærdeligt, og det tør derfor ikke forundre nogen, at Dominico Capranica, biskop af Fermo, i aaret 1512 samlede mange af sine forgjængeres læresætninger og skrev en bog, der vandt meget bifald og oplevede mange udgaver, under titelen: Ars moriendi (ɔ: kunsten at dø.).
At fristelsen fremdeles kunde finde sted, naar mennesket var berøvet bevidstheden og burde have alt andet at tænke paa end at synde, vil forekomme mange underligt, og dog var det saa. Man fortæller om en stakkars yngling fra Loreto, som efter tidligere at have ført et meget anstændigt levnet endte med at forelske sig i en vis frue og pleie syndig omgang med hende. Pludselig blev han syg, begræd, da han skulde til at dø, i anger og ruelse sine feil og aflagde et fromt skriftemaal, saaledes at de tilstedeværende følte sig overbeviste om hans frelse. Men se, i sidste øieblik, just som han skulde til at dø, traadte djævelen i den elskede kvindes skikkelse hen til ham og siger til ham med graadkvalt stemme: „Vil du da forlade mig, elskede?“ Ved dette syn og denne stemme glemmer den ulykkelige sig, gribes
