og sammenblander det kjødeligt gode og onde med det moralske, som tilhører dem selv, former de sine guder og dæmoner. For den allerede vakte, moralske bevidsthed, som naturligvis antager det godes overlegenhed over det onde og ønsker, at det første maatte triumfere over det sidste, vil guden komme til at staa desto høiere over dæmonerne, jo mere levende og overmægtig hin bevidsthed er. Djævelen, som fra først af stod paa lige trin med Gud, i samme række af nøitrale aander, der var lige meget istand til det gode som til det onde, skiller sig lidt efter lidt ud fra ham, til forbindelsen endelig er helt løst mellem dem. Djævelen blir til mørkets og hans modstander til lysets aand, han til hadets, hans modstander til kjærlighedens aand. Satanas bebor afgrunden, Gud himmelens rige.
Dette er dualismens oprindelse; saaledes tog den form. Saaledes udvikler dens begreb sig gjennem aarhundreders langsomme arbeide af den forestilling, som mennesket gjør sig om naturen og om sig selv. Hvad jeg her har antydet er saa at sige bare dualismens skematiske og ideale, ikke dens konkrete og virkelige historie. I alle, eller i næsten alle religioner findes denne udviklet eller i sin spire, udtrykkelig eller stiltiende antaget, men den gjennemløber forskjellige trin, antager forskjellige skikkelser og træder forskjellig op alt efter folkenes og civilisationens forskjellighed.
