Side:Det oldnorske verbum.djvu/35

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


Hermed ville vi sammenligne Personalendelserne i Præsens og Præt Ind. Act.

Præsens.[1]
Singularis.
Sanskrit: Prakrit: Gotisk: Oldnorsk:
1 Pers. मि, mi मि, mi ell. म्हि, mhi a – (m, mk.)
2 Pers. सि, si सि, si is r.
3 Pers. ति, ti दि, di ell. इ, i r.
Pluralis.
1 Pers. मस्, mas ell. म, ma[2] मो, mo ell. मु mu ell. म ma ell.
म्ह mha ell. भ्हो, mho
a, um.
2 Pers. थ, t῾a ह, ha ell. त्थ, tt῾a it.
3 Pers. (अ)न्ति, (a)nti ति, ti ell. न्ति, nti and a.
Præteritum. (Perf. Imperf.)
1 Pers. (अ) a mangler Personalendelser. – (m, mk).
2 Pers. (अ) थ at῾a t ell. s t ell. r.
3 Pers. (अ) a
Pluralis.
1 Pers. म, ma um um.
2 Pers. (अ) a ut.
3 Pers. (इ) i (uḣ) un u.

Förste Person Sing. Denne viser sig i Oldn. almindeligst uden noget Personsmærke, og anföres som saadan af Grammatikerne; naar jeg alligevel antager, at den oprindelig maa have havt m eller mk til Mærke, stötter jeg mig ikke alene til de ældre indiske Sprog, men ogsaa til det oldtydske, hvor m bruges i mangfoldige Verber, som Betegner af 1ste P. Sing.;[3] hvortil kommer, at Verbet vera, med sit em i 1ste P. Sing. næppe kan antages at have staaet alene i hele Sproget.[4] Endvidere forekomme mange

  1. Imperativ har i Oldn. i Sing. intet Suffix, i Plur. de samme som Præs. Indic.
  2. I Lærebögerne anföres blot mas, men Lassen har i Inst. l. pracr. p. 163 viist, at s ofte udelades.
  3. Grimm, l. c. S. 868 flg.
  4. Det engelske am, og de lat. sum og inqvam, staae ligeledes som Lævninger af en ældre Formation.