Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/80

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
32
Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn.

nus deeltog i Udstedelsen af disse Forbud, kom naturligviis deraf, at det ogsaa vedkom Indbyggerne i hans Landsdeel[1].

Det er hiint sidste Forbud mod Fjordekjøb, hvorom Erkebiskopen, flere Biskoper, Prælater og verdslige Herrer skulle have raadslaaet. Og dette kan muligtviis gjerne ogsaa nære skeet kort forud for Udstedelsen, idet nemlig flere af de forsamlede Herrer, især de, der havde længst Vej, formodentlig blev hos Kongerne hele Vinteren 1373–74. En af dem var formodentlig Erkebiskop Thrond, der siden begav sig til Østlandet, hvor vi den 9de October 1374 finde ham i Tunsberg, udgivende et Indulgensbrev for St. Laurentii Kirke der i Staden[2]. Omtrent paa samme Tid, som Erkebiskopen drog østover, maaskee endog i Følge med ham, var det vel, at Kong Haakon begav sig til Ryfylke, hvor vi, som det allerede er nævnt, finde ham i Karmtsund den 21de Juli 1374. Formodentlig havde han da enten været paa Kongsgaarden Agvaldsnes og i Stavanger, eller skulde begive sig derhen; man veed ikke mere om, hvad han forøvrigt tog sig for i hele dette Aar. Man erfarer ellers af islandske Annaler, at der ved denne Tid skete et Hirdstjore-Skifte paa Island. Hirdmanden Thorgaut Jonssøn, der siden 1371 havde været Hirdstjore paa Øen, og om hvem der fortælles, at han lod en Manddraber, der havde søgt Tilflugt i Thingeyre Klosterkirke, tage ud af denne og levende begrave, efterat han var bleven overbeviist om at have begaaet Mordet paa en skammelig Maade, blev maaskee paa Grund heraf eller og maaskee alene fordi Kong Magnus nu atter indtraadte i sin Ret til at beherske Island, tilbagekaldt enten i 1373 eller 1374, og i hans Sted udnævntes en Andres Sveinssøn, saavidt man kan see islandsk af Herkomst, der kom ud til Øen strax efter og forblev i længere Tid i Embedet[3].

  1. I en af de faa daarlige Afskrifter, man har af denne Forordning, er den særskilt henvendt til Indbyggerne i Bergen. Dette kan alene være kommet deraf, at Afskriveren har haft et særskilt til Bergen henvendt Exemplar for sig; thi det er tydeligt nok, at Forordningen er af almindeligt Indhold. Formodentlig har der af denne, som saamange, været udstedt flere Exemplarer, særskilt henvendte til de forskjellige Landskaber eller Stæder; i en Afskrift er ogsaa Ordene „i Bergen“ udeladte.
  2. Dipl. Norv. I. 429.
  3. Islandske Annaler Udgaven S. 324. Her er ellers et af disse Steder, hvor man skulde tro, at Udgiverne med Flid havde søgt at gjøre det umuligt for Læserne at udfinde det rette Aar. Saaledes omtales Anders Sveinssøns Ankomst til Island 2 Gange, baade under 1373 og 1371, og paa det første Sted henføres den ogsaa til 1372, paa det sidste til 1373 og 1374, medens Thorgaut Jonssøns Afreise fra Island først omtales under 1373, og det dog siden under 1374 meddeles, hvorledes han lod hiin Misdæder henrette. Men formodentlig henhører dette sidste til 1371 eller 1372, da Erkebiskop Thronds Udnævnelse til Erkebiskop, som fandt Sted sidst i 1371, omtales for samme