Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/78

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
30
Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn.

ikke efter Norges Lov, men med Tilsidesettelse af denne efter sin egen Vilje. Vi have allerede seet af Kjøbmendenes Skrivelser, at de intet frygtede mere end Englændernes og de Flamskes Medbejlerskab paa Handelsmarkedet i Bergen. Da de nu ikke vare bange for, om det gjaldt, at anvende voldsomme Midler for at holde disse Medbejlere borte, havde nogle Englændere, der ankom, medens Kong Magnus og Raadsherrerne vare samlede, for Sikkerheds Skyld skaffet sig disses Lejde. Desuagtet angreb Tydskerne dem og drebte flere af dem; de lovbestemte Bøder blev hverken betalte til Kongen eller Arvingerne, men Drabsmendene med Magt førte fra Norge; da Kong Haakon siden kom til Bergen og fordrede Bod, tilbød Tydskerne alene en Godtgjørelse af 20 Tønder Øl, hvilket man med Rette fandt at være et fornærmeligt Tilbud for tre anseede Mends Drab. Ogsaa andensteds i Landet bare Tydskerne sig ad paa samme Maade. Oftere brød deres Sømend ind i de Huse, de kom sejlende forbi, og tvang Beboerne til at give dem, hvad de forlangte; de holdt ogsaa fremdeles paa med at hugge i Kongens og hans Undersaatters Skove og at bortføre hele Husebygninger fra afsides beliggende Gaarde[1]. Man maa formode at Kong Haakon og Raadet har gjort alt, hvad der stod i deres Magt for at hemme dette Uvæsen, og Stæderne selv, der øjensynligt havde haft nok af den sidste Krig, og oprigtigt ønskede Fr-d og god Forstaaelse, synes ogsaa nogenledes at have rakt dem Haanden dertil, men forgjeves.

Af andre Sager, der behandledes ved dette Mode, var en Arvesag mellem Erlend Philipssøn paa Losna, kongelig Fehirde i Bergen, og Ingemund Uthyrmessøn. De gjorde nemlig begge Fordring paa Arv efter Gaute Haakonssøn i Tolga i Ryfylke[2], Ingemund, der selv havde hjemme i Ryfylke, paa sin Hustru Holmfrid Anundsdatters, Erlend paa sin Frende Thorgeir Thorsteinssøns Vegne. Da Sagen drejede sig mellem saa anseede Mend, blev den ogsaa afgjort ved en Hirddom, og Kong Magnus, der da, som vi allerede have omtalt, førte Befalingen paa Sønnens Vegne, udnævnte Erkebiskop Thrond og Haakon Jonssøn til at paadømme den i Forening med fem andre Mend, som de selv kunde velge. De valgte Provsten ved Apostelkirken Hr. Thorstein Hallgrimssøn, Hr. Narve Ingevaldssøn, Otte Romer, Viljam Erikssøn, Lagmanden Gunnar Hjarandessøn og Jon Reidarssøn Darre. Dommerne traadte sammen den 23de Juli i Christkirkens Chorsbrødres

  1. Suhm, XIII. S. 738, 738. Alt dette nævnes i Kong Haakons til Hansedagen i Juni 1375 indgivne Klageskrift; her siges det udtrykkeligt, at det usle Tilbud, Tydskerne havde gjort, var bleven fremsat, „da Kongen nys var i Bergen“.
  2. Om ham see forrige Bind, S. 402.