ten hos Landsmend eller Fremmede, og aflagde Eed herpaa. Overtrederne af dette Forbud skulde bøde 8 Ertoger og 13 Mk. i Brevebrud og derhos have Skibet forbrudt. Endvidere forbødes det alle kongelige Ombudsmend, fornemmelig Fehirden i Bergen, at taale eller tillade, at nogen byggede Skib imod dette Forbud, men derimod paalagdes det dem at confiskere Skibet for dem, som handlede derimod, ligesom ogsaa Lagmendene skulde dømme dem efter Loven, som Sysselmendene sagsøgte for deres Domstol i Anledning af dette Forbuds Overtredelse.
Dette Forbud maatte, naar det strengt overholdtes, legge saa mange Hindringer i Vejen for de unge foretagelseslystne Nordmend, der endnu søgte at arbeide sig op ved Handelsdrift, at man let kan fristes til at tro, at de kloge Hanseater, der havde al Grund til at frygte Opkomsten af en indenlandsk og formuende Handelsstand i Norge, havde ved alskens Midler, maaskee endog mindre hederlige, faaet Raadsherrerne til at udstede det. Thi naar alene de Nordmend, der allerede vare Capitalister, skulde have Lov til at handle, og ingen ung Begynder maatte grunde sine Forretninger paa fremmede Capitaler, er det jo klart, at ingen selvstændig norsk Handelsstand – den man nu just trengte mest til – kunde komme op ved Siden af Hanseaterne. Dog, naar man har den totale Ukyndighed i den rette Handelspolitik for Øje, som i denne Tid og lenge efter herskede hos de Styrende ej alene i Norge, men i hele Norden, vil man godt kunne forstaa, at neppe nogen saadan Indblæsning fra Hansestæderne behøvedes for at forlede Raadsherrerne til dette falske Skridt. Vi have allerede forhen seet, hvilken Frygt der herskede hos Magthaverne for, at „Landet skulde legges øde, Jorden savne Dyrkning og Skatterne forringes, naar altfor mange vilde slaa sig paa Handelen;“ og denne Frygt var sikkert tilstrekkelig til at kunne fremkalde det her omtalte, ja endnu verre Misgreb, uden at der fra Hansestædernes Side udfordredes anden Indvirkning – om overhoved en saadan har fundet Sted – end det ubetydeligste Vink. Forbudet gjaldt vel egentlig kun Farten paa Nordland, Finmarken og Skatlandene, men saavidt man kan see, var denne Handelsfart den eneste, der nu beskjeftigede norske Kjøbmend og norske Skibe, medens Handelen paa Udlandet ganske var i Hanseaternes Hender. Og saaledes arbeidede Regjeringen, i sin Ængstelse for at Kronindtægterne skulde forringes, ligesom slagen med Blindhed, til det Maal, der omsider desverre opnaaedes, nemlig at den sidste Rest af Nordmendenes egen Handelsrørelse paa det nærmeste tilintetgjordes, og at de fjernere Skatlande, hvis Velferd nu, paa Grund af Regjeringsmonopolet, afhang af Forsyningen fra Norge, oftere kom i den yderste Nød, medens Sejladsen til Grønland omsider ganske ophørte, saaledes som det i det følgende vil blive viist.
