hen, uden at Mecklenburgerne kom nærmere mod sit Maal, men ogsaa uden at man fra dansk Side udrettede synderligt mod dem. Der underhandledes fremdeles, af og til, under Stædernes Megling, og man seer, at Hertug Albrecht altid kun henvendte sig til det danske Raad, da han ej vilde erkjende Olaf som Konge og følgelig heller ikke Haakon og Margrete som hans Formyndere. Men ved den talentfulde og driftige Hertug Albrechts Død (den 18de Februar 1379[1]) ophørte for det første al Fare for det folkungske Dynasti i Danmark fra Mecklenburgernes Side, om end hans Sønner senere fornyede Fjendtlighederne, der i nogen Tid synes at have gaaet i Staa.
Ogsaa mellem Sverige og Norge var der i denne Tid ført Krig, og denne Krig var vel for en stor Deel Skylden i, at Kong Albrecht ikke kunde komme sin Fader og Brodersøn til Hjelp. Men man kjender ikke de nærmere Omstændigheder derved. Ganske fredeligt havde det vel ingensinde siden 1371 været mellem Kong Albrechts og Kong Haakons Mend, men efter Kong Magnus’s Død maatte et aabenbart Krigsforhold mellem begge Kongerne indtræde, da Kong Haakon fremdeles beholdt de vestlige svenske Landskaber, uagtet det var bestemt i Kong Magnus’s Befrielses-Tractat, at disse Landskaber, eller Indtægterne deraf, kun skulde tilkomme ham for Livstid os følgelig ved hans Død falde tilbage til Albrecht. Men fra Haakons Side synes der ikke at have været Tale om nogen Tilbagegivelse; derimod behandlede han disse Landskaber, eller hvad han deraf havde inde, som sin retmessige Besiddelse. I 1377 forlenede han saaledes en vis Gudmund Grein, i Betragtning af hans tro Tjeneste, med Kongsgaarden Alveim i Aalehered ved Ljodhuus[2]. At hans Tilhængere, Hr. Erik Ketilssøn, Knut Algøtssøn, Ulf Jonssøn o. fl. fremdeles havde Tilhold, Besiddelser og Myndighed i Vermeland, paa Dal og i Vestergøtland, er allerede forhen omtalt, og endnu kort før hans Død vedblev man i Vermeland at betragte Haakon som sin Landsherre[3]. Elfsborg, som Dronning Mar-
- ↑ Saaledes opgives Dagen hos Detmar, S. 310.
- ↑ Brevet, udstedt paa Akershuus den 3die Februar 1377, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 509.
- ↑ Styffe, Bidrag No. 73. S. 177.
endog fra Wismar og Rostock selv, ligesom senere, da Vitalianerne udsendtes. Senere nævnes dog ogsaa danske Herrer og Slotshøvdinger, som Johan Grubendal, Høvedsmand paa Søborg, Johan Lembeke, Høvedsmand paa Ribe, og Nikolas Svarteskaaning, paa Vardberg, (i 1382 ligesaa Henrik Vardenberg og Paschedach, Høvedsmand paa Abrumsthorp, see Suhm, XIV. S. 104, 106, Bunge, Urk. B. III. No. 1188, S. 397. Men af dem var Johan Lembeke gaaet i Forbund med Mecklenburgerne, see Rudloff, l. c. S. 500, Suhm, l. c. S. 9. Formodentlig udrustedes der slige Kapere fra de fleste ved Søen beliggende Slotte, og maaskee især af Mecklenburgernes Tilhængere l Skaane.
