Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/90

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
72
Magnus Erikssøn.

Lamena, forhen Kong Haakons Læge, ligeledes, som det synes, etsteds fra det sydlige Frankrige, begge derfor maaskee endog gamle Bekjendte af Paven og i alle Fald sikkert vel underrettede om Forholdene ved Curien: deres Hverv var at klage over Landets Nød og anmode om en passende Hjelp, fornemmelig derved, at en Skat lagdes paa Norges Geistlighed til Landets Forsvar, altsaa etslags Krigsstyr. Paven laante og deres Forestillinger villigt Øre, men da han, som han siden skrev, netop nu havde saa mange vigtige Sager at tage vare paa, og desuden helst ønskede at sende særegne Nuncier til Norge i denne Sag, kunde de norske Sendebud ikke strax faa nogen Afgjørelse, men maatte opholde sig i meget lang Tid, omtrent tre Aar, ved Curien. Imidlertid erfarer man, at Drottseten ogsaa paa sin Kant har underhandlet med Biskoperne for at faa dem til godvilligt at yde den forlangte Hjelp. Af flere Breve sees det, at han, Kongen, Hertuginden, Erkebiskopen, Biskop Salomon af Oslo saavelsom flere Medlemmer af Raadet, alle vare samlede i Bergen sidst i September og først i October 1324[1], og at han ligeledes tilligemed Kongen og Raadet var i Nidaroos først i Marts 1325[2], samt kort derefter (sidst i April) igjen i Bergen[3], hvorfra han længer ud paa Sommeren udtrykkeligt tilskrev Erkebiskopen om de Overleg og Samtaler, han havde haft med Landets bedste Mænd om Hjelp til Haalogalands Forsvar mod Guds Uvenner, Finner, Russer og Kareler; fra Viken, hvor han med Kongen maaskee tilbragte Vinteren, skrev han om det samme[4] og bad Erkebiskopen finde paa Raad til at faa Geistligheden til at give Krigsbidrag. Endvidere synes Drottseten ogsaa at have forsøgt andre Midler til at skaffe Penge tilbage i den forarmede Rigskasse, fornemmelig ved at tilbagevinde Jordegods, der i den sidste Tid var kommen fra Kronen, og hvortil Ihændehaverne maaskee ej kunde fremvise den bedste Hjemmel. Saaledes blev der paa hiin Samling i Bergen 1324 handlet meget om Gaarden Thofte paa Senjen i Haalogaland, hvortil Biskop Audfinn paastod at have Ret, fordi Kong Erik paa sin Dødsseng skjenkede den til Biskop Narve. Og det lykkedes virkelig Audfinn at fremstille saa tilstrækkelige Vidner om Gavens Rigtighed – blandt dem endog hans egen Modstander, den gamle Provst Finn –, at Gaarden med Raadets Samtykke blev ham tildømt af Her-

  1. Dette sees af de Breve, vedkommende Gaarden Thofte, der nedenfor omtales.
  2. Paa denne Dag udstedte Kongen tilligemed Drottseten et Beskjermelsesbrev for Chorsbrødrene i Nidaroos, see Dipl. N. III. 139.
  3. Den 27de April udstedte Kongen tilligemed Drottseten et Beskjermelsesbrev i Bergen, see Suhm, XII. 112.
  4. See Audfinns Brev, der strax nedenfor omtales.