Aarsagen, hvorfor Insurgenterne gik ind paa denne Stilstand, istedetfor strax at stride til en Belejring, var maaskee den, at Anførerne ikke ventede sig noget heldigt Udfald af den, hvis den skulde gaa i Langdrag, da en stor Deel af Hæren formodentlig bestod af „Bønder og Bukarle“, som det i Stilstandsbrevet heder, og disse vel neppe havde Taalmodighed til at ligge længe i Feldten. Desuden haabede de vel at kunne udrette mere, naar Kong Haakon viiste sig i Spidsen for en norsk Hær. Det kunde synes rimeligt, at han personligt havde understøttet Insurgenterne, der vilde have hans Fader paa Tronen igjen. Naar Mænd, der hørte til hans nærmeste Omgivelser, som Erik Ketilssøn, Ulf Jonssøn, Fjellar Piik o. fl. kunde være med paa Toget, var der idetmindste for Tidens Skyld intet i Vejen for at han selv havde sat sig i Spidsen, især da han i Slutningen af Februar, netop paa den Tid, da man maa antage, at Hæren samledes, opholdt sig saa langt øster som paa Aaranes i Vestergøtland. Man maa derfor antage, at han er bleven tilbage, fordi han endnu ikke havde faaet det tilstrækkelige Antal Tropper samlede. Thi han havde virkelig ladet Breve udgaa om at de i hans forrige Breve omtalte Krigsmænd nu skulde fare afsted, men Bønderne paa Raumarike, Hadeland, Ringerike og Oslo Fehirdsle havde undladt at adlyde, saa at den Styrke, der indfandt sig hos ham, neppe var tilstrækkelig. Han ilagde dem derfor ogsaa efter sin Tilbagekomst til Elven ved et Brev, udstedt i Ljodhuus, den 16de Mai, en Bod af Mk. Peninger for hver Fuldgjerde-Bonde, og: Mark for hver Halvgjerde-Bonde, at udrede til Fehirden i Oslo Hallvard Jonssøn, og dette var dog kun en Formildelse af den lovbestemte Straf, som han paa gode Mænds Forbøn eftergav, imod at de for Eftertiden viiste sig villigere til at efterkomme hans Udbud[1]. Man maa imidlertid formode, at Insurgenternes Anførere fremdeles beholdt de Stillinger og faste Pladse, som de ved Stilstandens Afslutning indtog, og saaledes var dog Arbeidet meget lettet for Kong Haakon, naar han engang blev færdig med sine Udrustninger.
Disse bleve nu vel ogsaa ivrigt paadrevne. Men imidlertid forestod den Fredscongres med Stædernes Gesandter, som ved den sidste
- ↑ Dipl. N. II. 417.
Porse, Harald Karlssøn, Harald Kase, Folke Nikolassøn, Magnus Kase, Benedict Jonssøn, Stephan Stangenberg, Magnus Throttessøn, Byrge Ulfssøn, Peter Ribbing, Nikolas Ketilssøn, Christopher Michelstorp, Steen Bossøn. Af hine finde vi senere Erik Ketilssøn, Jon Oddssøn, Ulf Holmgeirssøn, Ulf Jonssøn, Gynter (af Wedhousen), Alf Haraldssøn, Jon Martinssøn, Benedict Nikolassøn som norske Raadsherrer eller Sysselmænd.
