Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/750

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
732
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

sig, til at holde Kongerne disse Ting for Øjnene, tilbyde dem Forliig og Venskab, og vinde dem for M? En saadan Lejlighed var just nu for Haanden, da Kongerne Magnus og Haakon, som vi have seet, ifølge selve Stilstandstractaten skulde møde ham eller hans Befuldmegtigede etsteds mellem Halmstad og Lagaholm for at tilkjendegive sin Tiltrædelse. At det var Magnus’s Hensigt, i den Anledning idetmindste at sende Gesandter til Danekongen, er allerede nævnt; men det Brev, hvori han meldte dette til Stæderne, er dateret Skara den 21de December, efterat han den 3die havde været i Vesteraas, og altsaa endnu i de østlige Egne af Sverige; han var saaledes da paa Reisen vestover, og agtede sig vel idetmindste til Ljodhuus, eller maaskee endog til Vardberg; om han end ikke ligefrem havde til Hensigt, selv strax at begive sig til Danekongen, er det dog tydeligt, at han ønskede at være i Nærheden, for personligt at tage Deel i Underhandlingerne, om det skulde behøves[1]. Paa den anden Side skrev Stædernes Deputerede, der Nytaarsdag samledes i Stralsund, den 9de Januar til Grev Henrik, og yttrede blandt andet, at de vidste, hvorledes han hidtil ikke havde kunnet faa Stilstanden bekræftet med Kongen af Danmark, fordi denne var borte, og ikke havde givet sine Befalingsmænd nogen Forholds-Ordre[2]. Her bliver det da højst sandsynligt, at Kong Valdemar paa den Tid havde begivet sig til Skaane eller Halland, eller ogsaa maaskee længere nordover, for at have en personlig Sammenkomst med Magnus, og at de allerede her ere blevne enige om de Skridt, der kort efter bleve foretagne. Valdemars Forestillinger maatte nu ogsaa have saa meget større Vegt, som hans lykkelige Stjerne havde givet ham det kraftigste Middel i Hænde til at hindre hans Datter Margretes Medbejlerinde fra at faa Kong Haakon til Egte. De holstenske Grever, der formodentlig ikke vovede at sende deres Syster til Sverige saa længe Krigsurolighederne varede og de danske Skibe beherskede Søen, havde endelig langt ud i December ladet hende afreise, og den 17de var hun sejlet ud af Traven, ledsaget af Ridder Herrmann v. Vitzen med flere andre, formodentlig for at gaa til Kalmar, der for Tiden var i hendes Broder Grev Henriks Verge[3]. Men Modvind drev Skibene ind til en Kyst, der tilhørte Erkebiskopen af Lund, det være sig nu den

  1. Det er ikke usandsynligt, at han, da han skrev dette Brev, allerede var i hemmelig Forstaaelse med Valdemar, og at han med Flid tilføjede Klagen over at Stæderne ikke vilde lade de for hans Regning opkjøbte Levnetsmidler passere, for derved ligesom at begrunde sin Overgang paa Kong Valdemars Side.
  2. Lappenbergs Sartorius II. S. 509. Sandsynligviis havde Greverne selv først meldt Stæderne dette, og deres Brev herom maa være skrevet flere Dage før den 9de Januar.
  3. Corner, l. c. p. 1105.