Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/736

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
718
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Sveriges Konge i Uppsala, med alle Biskopernes og de verdslige Raadsherrers Samtykke[1]. Ved denne Lejlighed var ogsaa Kong Magnus selv tilstede, og da var han i alle Fald fri, om det ellers virkelig har sin Rigtighed med, at han nogensinde var fængslet. Thi den eneste Krønike, som beretter dette, lægger til, at Haakon af Angergivenhed satte ham paa fri Fod Christi Himmelfartsdag, altsaa 26de Mai 1362; men da der findes et Domsbrev, udstedt af Magnus i Søderkøping den 20de Marts, var han idetmindste allerede da i Frihed og fuld Udøvelse af sine kongelige Rettigheder. Og der haves endydermere et Brev til Indbyggerne i Uppsala Biskopsdømme, skrevet af Kong Haakon i Ljodhuus den 27de April, hvori han forkynder, at da han og hans Fader nu her i Ljodhuus vare blevne forligte med hinanden, skulde alt Fjendskab ogsaa ophøre mellem deres Mænd indbyrdes. Naar Krøniken kan fare med Tant i sin Beretning om Magnus’s Befrielse, kan man heller ikke synderligt stole paa, hvad den beretter om hans Fængsling. Og hvad der gjør denne Beretning endnu mere mistænkelig, er den Omstændighed, at Kalmar Slot og By paa denne Tid maa have været i Grev Henriks Besiddelse, saa at det er lidet sandsynligt, at Haakon skulde have villet lade sin Fader indsette der, og ligesaa lidet sandsynligt, at Grev Henrik havde sluppet ham løs, naar han først havde faaet ham i sin Magt. Af det nysnævnte Brev seer man dog, at der der har været en Fejde, eller Antydninger til en Fejde mellem Magnus’s Tilhængere og Raadet, og at Haakon for en kort Tid gjorde fælles Sag med dette, enten af en Svaghed, som han strax angrede, eller for et Syns Skyld, for at erhverve Kronen. Usandsynligt er det heller ikke, at Dronning Blanche har haft nogen Deel i Rolighedens Gjenoprettelse, da man erfarer, at hun i Marts dette Aar befandt sig i Stockholm[2]. Hvorom alting er, faa seer man, at den indvortes Rolighed og den gode Forstaaelse nogenledes var oprettet om Vaaren 1362, saaat man atter kunde begynde at tænke paa Krigen mod Danmark.

  1. Brevet, opbevaret i det sv. Rigsarchiv, omtalt hos Lagerbring III. 483, og aftrykt hos Suhm XIII 840, handler egentlig om at optage Finlands Lagmand blandt Deeltagerne i Kongevalget, men Kongen siger her udtrykkelig, at denne Bestemmelse vedtoges „med Kong Magnus’s og Raadets Samtykke“, paa samme Dag som han valgtes til Sveriges Konge. De samme havde da naturligvis bifaldt og foranstaltet Valget. Brevet er medbeseglet af Kong Magnus, Erkebiskopen, Biskoperne i Linkøping, Skara, Strengnes, Vesteraas, Aabo og Vegsjø, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn, Benedict Philipssøn, Karl Ulfssøn af Sofa, Gøtstav Arvidssøn, Magnus Gislessøn, Narve Ingevaldssøn, Riddere, Arvid Gøtstavssøn og Bo Jonssøn, Svene, Uppsala St. Sigfrids Dag. Disse Mænd vare altsaa tilstede ved og samtykte i Valget.
  2. Dipl. Norv. II. 368. jfr. ovf. S. 366.