Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/620

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
602
Magnus Erikssøn.

Om Kongen har givet Nuncien noget Løfte om Afdrag, vides ikke, men vist er, at ingen Afbetaling skete, og at Nuncien derfor indankede denne Sag for det pavelige Kammer, hvis Jurisdiction Parterne i denne Sag havde underkastet sig. Dette gjorde han formodentlig personligt, da han nemlig selv i Aaret 1355 reiste tilbage til Avignon. Kongen, Dronningen og hans Medforlovere, hvoriblandt og Orm Drottsete, maatte nu antage en Fuldmegtig eller Procurator ved Curien, Johannes Palasini, Prest ved Apians Kirke i Elne Diøcese. Om denne Mand var Kongens faste Procurator, eller antagen alene for denne Lejlighed, vides ikke. Der kunde ikke være Tale om at fragaa Gjelden, men alene om at udvirke saa lang Udsettelse og saa taalelige Vilkaar som muligt. Det synes derfor at have været efter Overeenskomst mellem ham paa den ene Side og den pavelige Kæmereer Erkebiskop Stephan af Toulouse samt Skatmesteren Biskop Reginald af Palencia paa den anden, at han den 24de October 1355 mødte i Kammer-Retten for den pavelige General-Kammer-Auditor’s, Johannes Maurelli’s Stedfortræder, Johannes Faber, Prest til Corunsac, og her baade erkjendte Gjeldens Rigtighed, samt underkastede sine Committenter den Dom, Kammer-Retten maatte felde. Dette gik ifølge det vidtløftige derom oprettede Notarialdocument saaledes til, at Kæmereeren og Skatmesteren i Henhold til det Passerede (der optoges i Notarialdocumentet) fordrede Dom for, at Procuratoren og i hans Navn de Forpligtede skulde til en af hine pavelige Embedsmænd selv efter Godtbefindende fastsat Termin udrede Summen i Brügge, saaledes som det fra først af var bestemt; hvorpaa Procuratoren erkjendte Rigtigheden af alt hvad der var fremsat vedkommende Gjelden saavelsom sine Committenters Forpligtelse og underkastede Sagen i eet og alt til Kammerrettens Paakjendelse. Denne dømte nu, at Summen skulde være udredet i Brügge paa den foreskrevne Maade, og at i manglende Fald den Excommunicationsstraf, som de Forpligtede selv havde underkastet sig i Tilfelde af mislig Betaling, skulle kunne tilkjendes dem. Dette var vel ingen synderlig gunstige Vilkaar, men det maa vel allerede have været anseet som en Begunstigelse, at Excommunicationsstraffen ikke strax blev foreskreven som indtrædende ipso facto[1].

Med denne Dom og formodentlig med nye Instructioner blev Johannes Guilaberti sendt tilbage til Norden. Hans Beskikkelsesbrev, som nu ej længer er til, maa formodentlig have været udstedt i November 1355,

  1. Originalbrev i det pavelige Archiv. Man skulde formode, at ogsaa Johannes Guilaberti var tilstede ved disse Forhandlinger, dog finder man ikke hans Navn i Brevet.