forhandlede med hinanden om, og hvori deres „gode Forbindelse“ bestod. Kong Valdemars Politik var altid, og især i denne Tid, saa dyb, indviklet og uudgrundelig, at der udfordres en Masse af sikkre, positive historiske Actstykker for nogenledes at finde Rede deri, og de savnes her. Saa meget er kun klart, at alt, hvad han nu foretog med eller ligeoverfor Magnus, sigtede til Gjenerhvervelsen af Skaane, Halland og Bleking, men Maaden, hvorpaa han bearbeidede Magnus for sine Planer, bliver idetmindste før den Tid, da han for Alvor ret satte disse Intriguer i Verk, indhyllet i Mørke. Af hvad der senere fandt Sted bliver det rimeligt, at han fornemmelig har berørt Magnus’s svage Side, hans Harme over de svenske Magnaters tiltagende Opposition, og at han ideligt har fremhævet ham Fordelen af en Giftermaalsforbindelse mellem begge Kongefamilier. Det er allerede forhen omtalt, at noget saadant kan have været paa Bane i 1347, og hvis det da foreløbig var bestemt, at Kong Valdemars Datter Ingeborg skulde egte Kong Magnus’s Søn Haakon, havde Kong Magnus saameget mere Grund til at være misfornøjet med Valdemar, da Ingeborgs Haand efter Margretes Død lovedes til Henrik af Mecklenburg (s. o. S. 496), at Valdemar alene af den Aarsag nok kunde finde det Umagen værd at gjøre saa store Anstrengelser for at sikre sig Magnus’s Neutralitet under Krigen med de holstenske Grever, som vi aabenbart har seet ham at gjøre. Nu er der stor Sandsynlighed for, at Kong Valdemar atter har bragt disse Giftermaalsplaner paa Bane og underhaanden tilbudt sig at ophæve Forbindelsen mellem sin Datter Ingeborg og Hertug Albrechts Søn; vi ville idetmindste see, hvorledes Valdemar senere efter nogle paafølgende Forhandlinger mellem begge Konger virkelig lod Ingeborg hente tilbage fra Mecklenburg, hvor hun allerede havde været sendt hen. Muligt og, at Valdemar i Kongens Forlegenhed tilbød eller virkelig laante ham Penge forat gjøre ham desto mere afhængig af sig; vi ville idetmindste see, at han senere, formodentlig som Pant, var kommen i Besiddelse af den i sin Tid mellem Sverige og Norge omtvistede gotiske Deel af Hisingen. At Valdemars Besøg hos Magnus og „Forbund“ med ham stod i den nøjeste Forbindelse med Grev Henriks, der ogsaa havde opsøgt Kongen „med Fjernelse af alle Medbejlere“, kan ej betvivles, saa meget mere som Freden mellem Valdemar og de holstenske Grever nu i Virkeligheden allerede var oprettet og i det følgende Aar ved flere særlige Overeenskomster blev bekræftet. Men den nøjere Forbindelsestraad mellem hvad der ved begge hine Fyrstemøder paa Tomandshaand blev forhandlet, savne vi af Mangel paa oplysende Actstykker. Det er umiskjendeligt, at Kong Magnus og Grev Henrik hver paa sin Side have været oprigtige, men noget vel godtroende, og at Nordens listigste Politikere, Valdemar og Albrecht af
