Begyndelsen af Marts, allerede den 25de Marts var tilbage i Vardberg og blev paa de Kanter indtil hen i August[1]. Sildigere Forfattere ville med Bestemthed vide, at Kong Valdemar aabenbart fremkom med Fordringen paa Skaane, ja at han endog dømtes til at udrede hiin nysnævnte store Straffebod af 30000 Mk. Men efter alle Tegn at dømme berette de dette alene efter Gjetning uden at vide mere positivt om den Sag, end vi nuomstunder[2]. Paa samme Tid have vel derimod de holstenske Grever paatrængende fordret Udbetaling af de Penge, som Kongen efter Toget til Rusland var bleven dem skyldig, og Valdemar maatte heri let kunne øjne en Lejlighed til, tinder en Fejde, som han netop nu havde med dem, at vinde Kong Magnus for sig.
For nogenledes at kunne hitte Rede i disse indviklede Forhold er det nødvendigt nøjere at betragte de holstenske Grever og Kong Valdemars Stilling ligeoverfor hinanden. Det er allerede forhen (S. 493) nævnt, at Greverne Henrik og Claus i 1348 havde indgaaet et Forlig med Valdemar om paa visse Betingelser at overdrage ham Nyborg Len med Halvdelen af Fyn, samt om Maaden hvorpaa det øvrige skulde indløses. Han blev ogsaa strax sat i Besiddelse deraf og indløste ifølge samme Forlig nogle Slotte i Sjæland, Nykøping paa Falster, og nogle Slotte i Jylland. Herved var det maaskee, at Grev Henrik sattes istand
- ↑ Der gives Breve af Magnus, daterede Ljodhuus 9de og 10de Octbr., Porthans ad Juust. S. 261. Breve i det sv. Rigsarchiv vise, at han var 29de Novbr. paa Bad, uvist hvor, 5te Febr. 1352 i Eskilstuna, 5de og 9de Febr. i Strengnes, 22de Febr. i Skeninge, stedse paa Retterthing, 8de Marts i Strengnes, 25de Marts i Vardberg, s. o., 23de April i Baagahuus, s. o., 10de Juni paa Vardberg, 14de Juli i Marstrand, s. o.
- ↑ Huitfeld taler mest herom, men det er umiskjendeligt, hvad ogsaa allerede Lagerbring bemerker, at han ikke har andet haft for sig end det nysnævnte Chron. af 1357, og at Tilsætningerne ere hans egne Forklaringer efter Gjetning Saaledes siger han S. 506, at „K. af Sverige holdt en Landdag i Helsingborg og raadslog med Sine om hvad han skulde gjøre, fegte ogsaa hemmelig Kong Valdemars Venskab, hvilken dog ikke vilde indlade sig i Krig, uden at han fik Skaane igjen“; derpaa tales, som i Chron., om Valdemars Reise til Tydskland og Hjemkomst St. Edmunds Dag, og saa fortælles der igjen om de ser Biskopers Sammenkomst hos Erkebiskopen af Lund, med følgende aabenbart selvgjorte Tillæg: „thi det var paa Tider, K. Valdemar fordrede Skaane igjen, medens de Tydske ikke kunne selge dem det, de ikke havde Ret til“. Ved 1354, hvor der atter var et saadant Biskopsmøde, gjentager H. omtrent det samme. Messenius (Scondia III. S. 15, 16) gjengiver paa det nærmeste disse Beretninger, men tilføjer hver Gang, at de forsamlede Biskoper fordrede Kong Valdemar, som Fredsforstyrrer, dømt i den fastsatte Bod af 30000 Mk. Sølv. Dette kan alene være hans egen Tilsætning.
