Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/541

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
523
1350. Kong Magnus tiltræder sit andet Tog til Rusland.

en eller anden Tiende, da det Folketab, hans Riger havde lidt under Pesten, gjorde ham det umuligt at drive Fjenderne tilbage ved egne Kræfter. Man erfarer tillige, at han har bedet Paven om at paabyde Korset prediket imod den rette Troes Fjender i Rusland, og om at befale de tydske Riddere i Estland og Lifland at staa ham bi: en Bøn, Kongen neppe kunde fremsette uden forud at have underhandlet med Ridderne om den Sag, og modtaget deres Tilsagn[1]. Vi ville see, at Paven ogsaa skjenkede hans Andragende et villigt Øre. Men da Pavens Svar kom saa sildigt, at hele Krigstoget da allerede maa have været forbi, og det dog maa have kostet Kongen mange Penge at foretage hine Udrustninger, søgte han allerede paa Forhaand af den pavelige Nuncius og Tiende-Collector, Johan Guilaberti, som da just var ankommen til Sverige, om et Laan af hvad der allerede var indkommet og fremdeles vilde indkomme saavel i Pavetiende som Rumaskat, og vi ville i det følgende see, hvorledes dette mod al Forventning lykkedes ham at erholde[2]. Da imidlertid heller ikke denne foreløbige Hjelp kunde komme paa Øieblikket, er det nok muligt, at han derhos, som der siges, paadrog sig store Gjeldsforpligtelser til Tydskerne, især til Grev Henrik[3]. Mange anseede Mænd, baade Svenske og Norske, vare med ham, blandt de første Hr. Israel Byrgessøn, der nu fik sit Ønske opfyldt at drage mod Hedningerne, og blandt de sidste Hr. Bjarne Erlingssøn[4]. Sit svenske Rigssegl og Fuldmagten til at besørge de løbende Regjeringsforretninger i Sverige under hans Fravær og i hans Navn overdrog Kongen fremdeles til Drottseten, Nikolas Thuressøn[5]. Han vilde nu, som forrige Gang, begynde med

  1. Alt dette vil sees af Pavens Buller af 14de Marts 1351, hvorom der nedenfor bliver Suk. Da Expeditionen ved Curien, især i Sager som denne, var seen, er det ikke formeget regnet, naar vi antage, at Kongens Gesandtskab, hvorved Bullerne udvirkedes, var afgaaet mindst fem Maaneder forud, altsaa i October 1350.
  2. See nedf. S. 530, fgg., hvor der handles om Kongens Contract med den pavelige Nuncius. Ogsaa Messenius hentyder dertil i sin Scondia, T. 3, L. 13, T. XII. S. 188.
  3. At Kong Magnus var kommen i store Gjeldsforpligtelser til Grev Henrik, der endog ledede til et spendt Forhold mellem dem, sees af det Forliig paa Baagahus af 1352, som Suhm anfører XIII. 273, og som vi senere komme til nærmere at omtale.
  4. Om Hr. Israel, s. o. S. 488. Hr. Bjarne nævnes i de isl. Annaler S. 284.
  5. Vi see nemlig, at Hr. Nikolas Thuressøn har under Kongens Fravær udstedt og beseglet Breve i hans Navn, et dateret Skeninge den 29de Marts 1351 og beseglet med Kongens Justitssegl (omtalt af Lagerbring III. 601), ligeledes endog et privat Gavebrev, dateret Stockholm den 20de April 1351, hvor Kongens Segl kun er paatrykt til Bekræftelse.