uregjerlige og var især under Formynderregjeringen blevne saa farlige for god Orden og almindelig Landefred, at Kongen, som vi have seet, kort efter sit Giftermaal paa Raadsmødet i Skeninge maatte faa indskrænket hine Følgers Størrelse og faa bestemt det højeste Antal Folk, hvormed Enhver efter sin Rang kunde omgive sig i Fredstid, naar han rejste gjennem Landet[1]. Meningen var nu vistnok ikke hermed, at Forpligtelsen for Enhver til at holde Folk i Krigstid ogsaa skulde være mindre, men det ligger i Sagens Natur, at de Krigsfolk, der ikke havdes bestandigt ved Haanden, ej saa let kunde skaffes frem i en Haandevending, naar Krig udbrød, og om de end kunde skaffes, saa vilde de dog være ganske uøvede, og derfor ikke af nogen videre Nytte. Følgen af hiin Bestemmelse, naar den efterlevedes, maatte altsaa blive den, at Stormændenes Forpligtelser bleve indskrænkede, medens den Rettighed, hvorpaa de hvilede, Skattefriheden, ligefuldt vedblev. Dette var ganske fordeelagtigt og behageligt for Stormændene, saa længe man lod deres Skattefrihed uantastet, thi desto mindre behøvede de at anvende af deres skattefrie Indtægter. Og disse søgte de ogsaa stadigt at forøge ved ideligt at tilkjøbe sig mere og mere Skattegods, for hvilket de ligeledes gjorde Paastand paa Skattefrihed. Geistligheden, hvis Friheder nu ogsaa stadigt var i Tiltagende, efterfulgte Adelens Exempel. Herved bleve følgelig Kronens directe Indtægter uafladeligt mindre og mindre, medens derimod de Udredsler, der skulde fordeles paa de overblevne Skattepligtige i hvert Hered eller Skibslag, kom til at hvile saa meget tungere paa det forringede Antal af disse, at mange af dem enten maatte gaa fra Gaard og Grund eller give sig som Lejglendinger under de Skattefrie[2]. Tillod nu end ikke de bestaaende Love og Forhold i Norge Stormændene og Geistligheden der at drive dette Uvæsen saa vidt, er det dog klart nok, at de søgte at gjøre hvad de kunde for at opnaa lignende Fordele, og at Kongens Indtægter ej vare hvad de kunde og burde være. Vi see ham derfor altid i Pengemangel. Under Formynderregjeringen havde man faaet en øjeblikkelig, velkommen Hjelp i den halve Sexaarstiende, hvoraf vel kun den mindste Deel anvendtes efter Bestemmelsen. Men saa kom Udbetalingerne til Skaanes Indløsning, hvilke vel egentlig skulde gaa af Sveriges Midler, men som dog, naar heller ikke disse strakte til, maatte hvile paa ham som en personlig Forpligtelse. De Misfornøjedes Opstand maa have voldt ham stort Pengetab, især da Sigurd Hafthorssøn satte sig i Besiddelse af Akers-
