skulde det ogsaa være, hvis Kongen havde været tilstede paa Thinget, at hans Nærværelse ikke med et Ord omtales i et Brev, udstedt under samme Thing paa Berg den 18de Marts 1345 af Arne Gjavvaldssøn og Hallvard Lagmand, hvorved disse give en Dom beskreven over en Nikolas Hallsteinssøn, der havde saaret en Bonde i sit Hjem, hvorfor nu hans Liv og Gods dømtes i Kongens. Vold, men Sagen ved Sysselmanden Nikolas Petersøns Mellemkomst blev mindeligt afgjort, saaledes at Nikolas og hans Hustru afstod betydeligt Jordegods til Kongen[1]. Ingen synes her at have været nærmere til at indgaa det mindelige Forliig, end Kongen selv, om han havde været tilstede. Man kunde derfor endog fristes til at antage, at de nævnte Steder, der have Navn tilfælles med faa mange andre i Norge og Sverige, ikke kan have ligget i Jemteland, men etsteds i det sydlige Sverige; paa den anden Side synes Dateringen af det første netop at vidne om, at Kongen da var paa Berg i Jemteland ved Landsthinget. Dette faar da staa ved sit Verd: var Kongen da i Jemteland, hvad der er lidet troligt, saa var hans Ophold der idetmindste meget kort, thi den 17de April var han atter tilbage i Ljodhuus[2]. I 1347 skulde han, som det synes, besøge Jemteland, og Breve om Gegngerd, Skyds og Hestefoder synes at have været udstedte, men den 14de Februar skrev han fra Kobberberget (Falun), at han for denne Gang maatte opsætte Reisen paa Grund af sine mange Forretninger, og at Sysselmanden derfor kunde tage Gegngerden[3]. I 1350 tænkte han ligeledes paa at besøge Jemteland, som det nedenfor skal omtales, uden at man ogsaa da med Vished kan erfare, om der blev noget af Reisen. Saaledes var Jemteland for det meste overladt til Embedsmendenes Styrelse, og uden den stadige Control, der maa formodes at være bleven de andre, sydligere og mindre afsondret beliggende Landskaber til Deel.
I disse Landskaber spores, som sagt, mindre Tegn til Raahed og Urolighed, end i de nu omtalte. Dog seer man, at der stundom endnu kunde gaa uordentligt nok til paa Lagthingene, saa at man ved at læse derom endog maa tænke paa de gamle islandske Thing og de Uordener, som der forefaldt. Saaledes var der i 1322 en Sag fore paa Agvaldsnes Thing, hvori den forsamlede Mængde paa den utilbørligste Maade blandede sig. Gunnvar, Datter af en endnu levende Gyrid Oddsdatter, og en Thorbjørn Olafssøn trættede om Gaarden Aurdal; med Gunnvar fremstod en Aslak Brattssøn som Fuldmegtig for hendes eldgamle
