Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/237

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
219
1338. Kongen vender tilbage til Sverige.

antage andet, end at Kongen selv har sendt Bud efter ham for at raadslaa med ham og vinde ham for sine Interesser, hvilket og forsaavidt synes at have lykkets ham, som Erling siden idetmindste personligt afholdt sig fra umiddelbar Deeltagelse i de paafølgende Demonstrationer. Ulf Saxessøn stod fremdeles højt i Kongens Yndest. Det lader til, at Kongen alene har ventet paa, at han ganske skulde blive udsonet med Kirken for at give ham flere Beviser derpaa; idetmindste gik, efter hvad Biskop Haakon skrev til Bjarne lidt efter Paaske, det Rygte i Bergen, at Hr. Ulf var bleven udnævnt til Medlem af Rigsraadet i Norge, og at Kongen havde udseet ham til Høvedsmand paa Akershuus, hvad der umuligt kunde behage de andre misfornøjede Stormænd, hvilke maatte betragte ham som en Frafalden, der havde sveget deres Parti. Biskop Haakon bad udtrykkeligt Bjarne om at melde ham, hvorvidt dette Rygte stemmede med Sandheden. Derimod nævnte han som en sikker Tidende, at Hr. Ulf og mange andre af hans Parti nu var aldeles forligte med Biskop Hallvard. Denne, der ogsaa ved Paasketid indfandt sig hos Kongen, berettede i et Brev til Biskop Haakon, at Kongen kom til Baagahuus Paaskedag (12te April), og Dronningen den fjerde Paaskedag (15de April) udenfra til Skibs; man maa heraf formode, at Dronningen er dragen til Søs umiddelbart fra Oslo, medens Kongen er dragen over Land for at besørge vigtige Anliggender i Borgesyssel m. m. Han meldte derhos, at Hr. Ulf strax reed til ham, formodentlig fra Baagahuus til Kongehelle, hvor Biskopen sandsynligviis havde sit Tilhold, og lagde til, „at det stod meget ilde til i Sverige og end verre i Skaane“. Dette forklarer os noksom, hvorfor Kongen nu hastede til Sverige og i Mangel af det paatænkte Rigsmøde maaskee kun kaldte enkelte anseede geistlige og verdslige Herrer til sig, for dog ikke at forlade Landet uden at have holdt nogensomhelst Raadslagning om, hvad der var at gjøre for at berolige Gemytterne[1].

Uheldigviis faar man intet at vide om, hvori hiin mislige Tilstand i Sverige og Skaane bestod. Det lader sig dog gjette. I Sverige trykkedes man af alle de Ulemper, som flød af Kongens bestandige Uformuenhed til at efterkomme de Forpligtelser, Løsningssummen for Skaane paalagde ham, og som nu end mere forhøjedes ved de nye forestaaende Udtællinger til hans Svoger i Mecklenburg. I Skaane var det den megtige Ridder Johan eller Jens Offessøn, der gjorde Kvalm;

    Svein Sigurdssøn at afslutte dennes Regnskab med Kongen, siden vi finde, at Kongen d. 2den Juni gav Hr. Paal Erikssøn Gaarden Hvaal i Valdres, hvilken Sveins Arvinger havde afstaaet til Liqvidation i hvad Kongen ifølge Regnskabet havde til Gode. Dipl. N. II. 229.

  1. Om alt dette see Biskop Haakons Brev til Bjarne af 17de April og til Erling samt Bjarne af 15de Mai, l. c.