Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/204

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
186
Magnus Erikssøn.

stemte Magnus til netop at velge hende, som han vistnok aldrig havde seet, og som heller ikke hørte til de store Fyrstehuse, nævnes ingensteds, og man kan her kun fremsette den Gjetning, at Albrecht af Mecklenburg, hvis Giftermaal med Euphemia nu stundede til, og som i den Anledning maaskee havde en Sammenkomst med Kongen om Høsten 1334, har været den, der bragte det istand[1]. Thi to Brødre af Blanche, Johan og Philip, ferdedes ved denne Tid i Preussen, da det nemlig var en Modesag for de unge Herrer i Frankrige og England at drage derhen og staa Ridderne bi mod de hedenske Preusser og Littauner[2]. Johan døde d. 2den April 1335 i Preussen[3], formodentlig saaret i en Fegtning; hans Broder Guido fulgte ham i Regjeringen over Grevskabet, men omkom i en Turnering strax efter, og den tredie Broder Philip, der nu tiltraadte Grevskabet[4] deeltog strax efter med flere tydske Fyrster i et stort Tog til Preussen[5]. Da disse Fyrsters Vej sandsynligviis

    Johan af Namur, † 1331, og Marie af Artois, som han egtede 1313, Datter af Philip af Artois og Blanche af Bretagne. See videre herom O. Celse „de Blancæ natalibus“, Stockh. 1748, hvilken Afhandling det ej har lykkets os at overkomme. Marie af Artois skal ifølge de her meddeelte Oplysninger nedstamme fra den franske Konge Ludvig d. 8de i 4de Led. Jfr. Suhm, XII. 269, og Chalon, rech. sur les monnaies des Comtes de Namur i Mém. de l’acad. royale des sciences &c. de Belgique T. 32. p. 54, 65, 67, 68.

  1. Messenius (Scondia III. Chronol. Scondiana T. 3, S. 7) vil vide „at Matthias Ketilmundssøn, den kgl. Formynder, tilligemed de andre svenske, norske og skaanske Stormænd, betænkte paa at skaffe Magnus en Hustru, fik ham gift med Blanche“. Egentlig antyder Er. Olai det samme. Men at dette kun er en Gjetning, og det en højst uheldig en, hvilken man dog har givet den fuldkomne Visheds Form, sees bedst deraf, at Hr. Matthias omtales som død allerede i 1329 (Dipl. Sv. T. IV. S. 1. Not.) og rimeligviis var død endog i 1326.
  2. Saaledes heder det i Chaucers Canterbury tales om Ridderen, der deeltog i Reisen:

    Ful often tyme he hadde the bord bygonne
    Aboven alle nacionns in Pruce;
    In Lettowe hadde reyced and in Ruce
    No cristen man so ofte of his degré.

  3. See Annales Mosomagenses, Pertz Mon. hist. Germ. V. p. 165 ved 1335, hvor det heder: Eodem anno defunctus est in Prucia Johannes comes Namurcensis et nobilissimus, homo potens in armis, cui successit Guido frater eius. ipse anno accepit rex de Norwegia et de Suesse sororem eius in matrimonium.
  4. Hos Miræus, Opera diplomat. et. historica T. I. p. 323 findes et Brev, udstedt af Johans og Guidos Broder Philip, dat. 23de Juni 1336, hvor Guido allerede omtales som død; der handles her om et af Guido i hans levende Live funderet Alter.
  5. Herom see Voigts Gesch. Preußens T. S. 534, 535, hvor der ogsaa henvises til de Wal, Essai sur l’histoire de l’ordre Teutonique, T. II. S. 203, hvor Philip kaldes „fils de Jean I et Marie d’Artois“. Ogsaa Dlugoß omtaler