endnu samme Aar, sluttede sig strax til Kongens Fjender, klagende over, at han forholdt Erkestolen dens retmessige Besiddelse, Bornholm. Imidlertid var ogsaa Hertug Erik af Jylland død (12te Marts), og da Kongen, som Overlehnsherre, paastod at være hans umyndige Søn Valdemars rette Verge, og derhos vilde gjenforene Langeland med Kronen, kom han i en alvorlig Strid med oftnævnte Grev Gerhard af Holsten-Rendsburg, der som Valdemars Morbroder ansaa sig mere berettiget til Formynderskabet. Ogsaa Grev Johan, Kongens Halvbroder, traadte paa Gerhards Side, og da Kongen med væbnet Haand vilde indtage Sønderjylland og belejrede Gottorp, blev han efter en uheldig Kamp med begge Grever nødsaget til at trække sig tilbage. Strax efter døde Fyrst Vitslav af Rügen (Nov. 1325), uden at efterlade Børn, og da Kongen nu vilde inddrage dette Lehn, som hjemfaldet til Kronen, kom han endvidere i Strid med sin egen Svoger, Hertug Vartislav af Pomern, der som Vitslavs Systersøn ansaa sig berettiget til at faa hans Besiddelser i Lehn. Saaledes havde Kongen nu to alvorlige Fejder at føre, og heraf benyttede, som man kunde vente, de misfornøjede Stormænd i Riget sig til at tage sin Fordeel i Agt. Den 30te Marts 1326 indgik Drottseten Laurentius Jonssøn og Ludvig Albrechtssøn et Forbund med Hertug Valdemar, hvorved denne lovede at staa dem bi mod Kong Christopher og hjelpe dem til fuldkommen Erstatning for de lidte Fornærmelser, samt midlertidigt overlade dem Tranekjers og Haderslevs Slotte, imod at de forbandt sig til at tjene ham med 40 Ryttere, paa egen Fare og Omkostninger. Til dette Forbund maa ogsaa Knut Porse temmelig snart have sluttet sig, skjønt man ej har nøjagtig Besked om, naar det skete; men da man tydeligt seer, at det var en fuldkommen organiseret Opstand, der nu udbrød mod den danske Konge, er man berettiget til at antage, at Knut Porse umiddelbart efter Skara-Forliget ilede til Danmark, for at deeltage deri, og sikkre sig sin Del af Byttet. Indkaldt af de Misfornøjede, brød begge de holstenske Grever ind i Jylland og Fyn, hvor de strax fandt Tilløb af Indbyggerne, og belejrede Nyborg, som de ogsaa tilsidst indtog. Imidlertid sendte Kong Christopher, der opholdt sig i Vordingborg, sin Søn Erik, allerede udvalgt og kronet til Konge, med endeel Krigsfolk til Korsør, for derfra enten selv at drage over Beltet mod Fjenden, eller hindre denne fra at komme over. Men Sjælandsfarerne og Skaaningerne i Eriks egen Hær gjorde Opstand imod ham, og nødte ham til at indeslutte sig i Slottet. Laurentius Jonssøn, Ludvig Albrechtssøn og Knut Porse kom dem til Undsetning, og efter sexten Dages Forløb maatte Erik overgive sig og Slottet til Fjenderne, der førte ham som Fange til Haderslev Slot. Forferdet herover flygtede Christopher Natten efter fra Vordingborg, medtagende alle de Penge og
