der i de ringere for største Delen herskede stor Fattigdom. Der hentydes saa ofte til „de fattige Bønder“, „dette fattige Land“, at man ikke tør betragte dette som en blot og bar Tale-Vending uden videre Betydning; især da den nys skildrede Overflod hos de Fornemmere synes at forudsette en tilsvarende Mangel blandt de Ringere. Paa Landet fandtes vistnok endnu i Regelen kun Røgstuer, og ikke et eneste Tegltag, kun Torvtag; Gulvene vare sikkert endnu kun for det meste Jordgulve, belagte med Straa, og Huusgeraadet af simpleste Slags. Af den ovenfor omtalte Forordning om Arbejdstaxter, som Kong Haakon udgav for Oplandene, medens han endnu var Hertug, sees det at Tjenestefolkene for det meste lønnedes med Varer in natura[1]. Dette var dog maaskee for en stor Deel kun en Følge deraf, at de i Omløb værende Penge vare faa daarlige, at de ej afgave nogen bekvem Maalestok.for Lønnen: De Geistliges daglige Dragt synes i de Tider ej at have skilt sig saameget fra de Verdsliges, som nuomstunder, maaskee især af den Grund, at ogsaa disse brugte hine lange og fodside Kjortler, der kun behøvede at være af en mørk Farve, for at faa et gejstligt Udseende. Gejstligheden skulde vel altid undgaa alle lyse og afstikkende Farver, men det lod sig ikke altid gjøre, naar Vedkommende vare for fattige til at skaffe sig andet end hvad der nærmest forefandtes. Især synes man paa Island ej at have regnet det saa nøje, hvor de Gejstlige tillige og ofte hovedsageligt optraadte som verdslige Høvdinger. Da Presten Laurentius kom til Erkebiskop Jørund, havde han ingen anden Kjortel at bære, end en rød, og havde ikke Raad til at skaffe sig en mere passende Dragt, men Erkebiskoppen, der stødte sig derover, maatte forære ham en anstændig bruun Dragt, som han selv havde baaret[2]. Vi have allerede i de anførte Steder af By-Anordningerne seet Antydninger nok til, at der, i det mindste i Stæderne, ej herskede saa ringe en Grad af Kunstflid, skjønt man rigtignok maa antage, at den fornemmelig blev dreven af Fremmede. Dette gjelder vel og for en stor Deel om Bygningskunsten, forsaavidt angaar de større Pragtbygninger i Stæderne, hvis Levninger vi endnu beundre, navnlig Christkirken i Nidaroos, der aldeles viser sig at henhøre til den engelske Bygningsskole, og saaledes vel for største Delen maa være opførte af engelske, eller i England eller af Englændere oplæste Mestere. Men den kunstfærdige Behandling af Træmaterialet enten i Bygninger eller til alskens Indbo, prægtigt smykket med Snitverk, holdt sig endnu fremdeles i Norge og kan med Rette siges at have været Folket egen. Klokker fik man, som det lader, især fra England,
