vil blive gjentaget. Man faar desuden aller bedst Begreb om den Skaansomhed, hvorpaa Paven saa tydeligt beflittede sig, og om hans Ængstelse for at lægge sig ud med Kongen, ved at læse hans Udtryk i deres Heelhed[1]. „Martinus Biskop, Guds Tjeneres Tjener“, saaledes begynder den, „sender sin kjæreste Søn i Christo, Erik, Norges berømmelige Konge, sin Hilsen og apostoliske Velsignelse. Da den kongelige Værdighed er forpligtet til at elske Retfærdigheden, sømmer det sig, at du i dit Hjerte først og fremst beflitter dig paa, at den kongelige Overopsigt forud saa nøje skjelner mellem de Gjenstande, der skulle behandles, at der ikke siden udkræves enten Undskyldning eller Straf, men at Kongens hele Handlemaade er rosværdig og Gud tækkelig. I bør og venskabeligen samtykke i Alt, hvad der er billigt og retfærdigt. – Vore værdige Brødre Biskop Andres af Oslo og Biskop Thorfinn af Hamar forestillede for os, ej alene paa egne Vegne, men ogsaa paa alle de øvrige Biskoppers, Formænds og Klerkers i den hellige Nidaros Kirke i samme Erkebiskopsdømme, hvad der tidligere skede mellem Erkebiskoppen i Nidaros, god Ihukommelse, og højlovlig Ihukommelse Kong Magnus, Norges Konge, din Fader, i Særdeleshed dette, at denne Konge og Sysselmændene i hans Rige gjorde Forandring i de gode og gamle Love, som have gaaet der i Landet, men indførte i deres Sted nye Love og nye Sedvaner, hvilke, som bekjendt, ialt for mange Stykker formindskede den hellige Kirkes Frihed og Forsvar; først og fornemmeligt de Privilegier, højlovlig Ihukommelse Kong Magnus Erlingssøn gav og forundte Nidaros Kirke, hvori blandt andet dette stod, at samme Konge lovede og skjenkede sig og sit Rige den hellige Kong Olaf i Vold, og til Tegn paa denne Opgivelse bød bestemt, at den kongelige Krone efter hans og alle hans Efterfølgeres Død skulde ofres til den hellige Kong Olaf i Nidaros. Saa blev det os og forebragt, at det var gammel Lov i Landet, at, naar Kongevalg skulde skee, da skulde Erkebiskoppens og de øvrige Biskoppers Eed og Stemme gjelde mest i den Sag; fremdeles, at Sysselmændene ikke skulde understaa sig at drage under sig og dømme i de Sager, der med Rette høre under den hellige Kirkes Formænd. Omsider kom det da til Tvist herom saavel som om mange andre Slags Sager, mellem Erkebiskoppen og din Fader Kongen; men ved gode Mænds Mægling sluttedes der imellem dem en venskabelig Overeenskomst med Biskop-
- ↑ Den latinske Original til dette Brev er endnu ilte funden eller fremdragen; en norsk Oversættelse (dog uden Datum) findes i en islandsk Lovbog (Codex Arnamagn. No. 354 folio) og er efter denne aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, I. S. 404–410; en Oversættelse derfra paa Latin findes i Thormod Torvessøns Hist. Norv. IV, 372 fgg.
