og i Sagastiil og overhoved i den historiske Fremstilling overgaae neppe noget os levnet Verk Kong Haakon Haakonssøns, af Sturla Thordssøn forfattede Saga, og Hovedpartierne af den saakaldte Sturlunga-Saga, egentlig en Samling af flere med hinanden forbundne mindre Sagaer om Sturlunga-Tidens Høvdinger, følgelig indeholdende hele Islands Historie omtrent fra første Halvdeel af det 12te Aarhundrede indtil Øens Forening med Norge, af hvilke de fleste tillægges Sturla Thordssøn. Snorre Sturlassøns merkelige Virksomhed er allerede udførligt omtalt: han kan vel endog tildeels siges at have skabt den renere Sagastiil. Men allerede mod eller strax efter Aarhundredets Slutning viser der sig en stor Forandring. Den ellers i historisk Henseende saare vigtige og fortrinlige Saga om Biskop Arne i Skaalholt, forfattet, som man maa antage, kort efter hans Død, er fra Sprogets og Fremstillingens Side heel mangelagtig, og dette gjelder i endnu højere Grad om den henved 30 Aar efter, altsaa egentlig senere end Grændsen for vort nærværende Afsnit, forfattede Saga om Biskop Laurentius, hvor endog Sproget tydeligt viser sig at være i Forfald. I Norge undlod ikke det nærmere Forhold, hvori Hoffet nu var traadt til det danske og svenske, at udøve en mindre heldig Virkning paa Sproget. I Danmark havde Sproget, allerede fra Sven Ulfssøns Tid, paavirket af de i Landet selv endnu tilstedeværende mellemgermaniske Sproglevninger, saavelsom af det tydske Nabosprog, begyndt at afvige fra det reennordiske, og var mod Slutningen af det 13de Aarhundrede allerede mere end halvveis til dets nærværende Skikkelse. I Sverige var en lignende Forandring begyndt at indtræde, og kun i Norge samt paa Island holdt endnu de reennordiske Former, saaledes som de fremtraadte i det særegne norske Sprog, sig uforandrede. Alligevel er det kjendeligt, at siden de norske Høvdinger begyndte hyppigere at komme sammen med svenske og danske, og især siden den glimrende Hertug Erik blev trolovet med den norske Kongedatter, betragtedes Svensk og Dansk ved det norske Hof og i Norges højere Kredse som finere og smukkere end det Norske, og dette som mere raat eller bondeagtigt, eller mindre passende for den højere Samtale-Tone. En uudeblivelig Følge heraf maatte være den, at Mange herefter begyndte at tale Modersmaalet mindre reent, idet de søgte at tilegne sig svenske og danske Former, og at det Norske mere og mere sank ned til at blive et ringeagtet Almuesprog. Tydeligere fremtraadte dette i den følgende Tid, hvor Hoffet saaatsige blev aldeles svensk, og det begyndte da endog at gjøre sig gjeldende i offentlige Documenter; men Begyndelsen ligger ganske vist allerede under Kong Haakons Regjering, og man behøver ikke bedre Beviis derpaa, end at Dronning Euphemia lod de franske Riim-Romaner oversætte paa Svensk. Det ligger i Sagens Natur, at naar
