halv en Nonne, som det lader, kunde med al sin Hjertensgodhed neppe have været skikket til at udbrede Liv og Munterhed omkring sig. Dog fandt Kongen sikkert langt mere Behag i hendes Væsen og den Tone, hun begunstigede, end i Lystigheden under Dronning Euphemia.
Oslo var, som det allerede er nævnt, Kongens fornemste Residens og egentlige Hjem allerede siden hans Hertugs-Tid; saaledes blev den og efter de Tiders Medfør Rigets verdslige Hovedstad, og de paafølgende politiske Forhold gjorde at dette vedblev og har vedblevet lige til vor Tid, kun med Forandring i Navnet siden Kong Christian d. 4des Tid, da han ved Byens Omflytning i 1624 havde det uheldige Indfald at ombytte det ældgamle, ærverdige Navn Oslo med det nye, selvopfundne og halvbarbariske Navn Christiania. Paa Oslos Forskjønnelse og Udvidelse, især siden Branden 1287, synes Haakon, som det og forhen er berørt[1], at have offret megen Omhu og helliget Størstedelen af den Interesse for Bygnings-Anlæg, som han havde tilfælles med sin Fader og Farfader om ej i saa høj Grad som disse. I Oslo var det igjen fornemmelig det kongelige Capell Mariekirken med dens Collegium, som han tog sig af, og som han i Ordets egentligste Forstand overvældede med Gaver og Begunstigelser, aabenbart fordi han betragtede den som; sin Residens- og Hoved-Kirke, paa samme Maade som hans Fader havde betragtet Apostelkirken i Bergen. Han lod den derfor, som vi have seet[2], ej alene betydeligt forskjønne og formodentlig udvide, men gjorde den ved forskjellige Gaver og Forleninger maaskee til den rigeste Kirke i Landet af dem, der ikke vare Kathedralkirker, forundte dens Gejstlige en usedvanlig høj Rang, knyttede det vigtige Cantsler-Embede til dens Provste-Embede, og overdrog den Syslen over en stor Deel af Oslohered. Der valgte han sig endelig, som vi have seet, sit Begravelsessted, og betænkte den følgelig i sit Testamente med rigere Gaver end nogen af Landets øvrige Kirker eller gejstlige Stiftelser, baade i Løsøre og Jordegods.
Kong Haakon kaldte sig selv i flere af de Breve, han udstedte paa Latin, og blev selv kaldet af Undersaatterne den femte[3]; han fulgte sin Faders Exempel i at antage et saadant Nummer, hvilket ikke vides at have været Skik og Brug før Magnus’s Tid. Man finder intet Document fra Kong Haakon Haakonssøn, hvori denne kalder sig den fjerde. Han maa dog naturligviis af Sønnesønnen være regnet som saadan, og Haakon Sverressøn som Haakon den tredie. Haakon Adelsteensfostre
