lægge om, hvad man videre skulde foretage i Anledning af Begivenhederne i Sverige. Dette bestyrkes ogsaa deraf, at der just ved denne Tid indløb en Opfordring fra den svenske Erkebiskop Olaf til Erkebiskop Eilif om at tage den upsalske Kirke i Beskyttelse mod den Overlast, som kunde true den. Allerede i 1317 havde Pave Johannes, ifølge indkommen Klage fra den udvalgte Erkebiskop og Capitlet over at Fyrster og Herrer, gejstlige og verdslige, Riddere, Fogder o. s. v. gjorde Indgreb i Kirkens og Erkestolens Rettigheder, tilskrevet Erkebiskop Eilif og Biskopperne i Skara og Vesteraas om at komme den til Hjelp; og nu, i Juli 1318, indfandt den upsalske Chorsbroder Magister Nikolas Sigfastssøn, der tillige var paveligt Sendebud i Sverige, sig selv i Tunsberg, hvor han den 16de Juli, i Præmonstratensernes Kloster, og i Overvær af Abbeden, tre Biskopper, Cantsleren og andre anseede Mænd, personligen forelagde Erkebiskop Eilif hiint Brev og lod et Notarial-Document optage derover[1]. Der indfandt sig ligeledes ved dette Møde Gesandter fra Hamburg, nemlig Dominicanernes Prior og tvende verdslige Befuldmægtigede, for at faa bilagt en Misforstaaelse, der nys var udbrudt mellem denne Stad og Kongen, uvist af hvad Grund; ved Prælaternes Mellemkomst, og dertil vel ogsaa fordi Kongen nu var mest optagen af de svenske Anliggender, opnaaedes ogsaa den 22de Juli et Forliig, saaledes at Kongen lovede at nedlægge den Uvilje, han af billige Grunde havde fattet mod Byen, imod at Gesandterne paa sine Medborgeres Vegne opgav al Fordring paa Bod for den Skade, Kongen og hans Mænd havde tilføjet dem; efter mange fornemme Mænds Anmodning, Biskoppernes Forbøn og ti hamburgske Borgeres Undskyldning antog.han dem endog til Venskab igjen og tillod dem at handle og opholde sig i hans Rige ligesom Andre[2]. Men hvad der besluttedes med Hensyn til de svenske Anliggender, oplyses ikke. Efterretningen om Hertugernes Død, der formodentlig indløb medens Mødet holdtes, maatte sikkert foranledige betydelige Forandringer i hvad man tidligere kan have aftalt. At et nyt, større Krigstog til Hertugindernes Bistand foreløbigt har været bestemt, skulde man næsten slutte deraf, at Kongen den 28de Juli skjenkede Mariekirken i Oslo den Hr. Hauk Erlendssøn forhen tilhørende Gaard Audunargaarden paa Stranden i Bergen, med Rettighed for den Bonde, der lejede den, til at handle med Klæde og udselge Drikkevarer, samt med Fritagelse for Nævninger, Ledingsferder, Skibsdræt, Skatter og Told[3]. Slige Gavn plejede Kongen nemlig især at gjøre, naar han stod i
