ges nærmeste Kreds kommen til den Overbeviisning, at et afgjørende Skridt maatte tages, og da Hertugerne vare for mægtige til at man kunde bruge Magten imod dem, maatte man gribe til List og den skammeligste Svig[1]. Man søgte nemlig ved forstilt Venlighed at gjøre dem godtroende og indbilde dem, at Kongen nu endelig oprigtigt ønskede at komme dem imøde og forlige sig med dem, for at faa dem begge paa eengang lokket i Kongens Vold. Og dette lykkedes altfor vel, og snarere end maaskee Kongen og hans Venner selv havde ventet. Paa en Rejse, som Hertug Valdemar i October eller November 1317 foretog til Stockholm, besøgte han undervejs Kong Byrge i Nykøping, og blev der modtagen af Kongen og Dronningen med den største Venlighed. Dronningen anstillede sig, som om det gjorde hende hjertelig ondt, at Hertug Erik altid søgte at undgaa hende; hun spurgte Valdemar, om han da aldrig vilde komme, og Valdemar lod sig virkelig føre bag Lyset, saa at han troede hendes Forsonlighed oprigtig, og maaskee endog, som det sedvanligt gaar, følte en vis Anger og Undseelse over at have troet verre om hende og sin Broder, end de fortjente. Han blev der om Natten, og rejste derfra med den fulde Overbeviisning at han og Erik herefter fra.deres Broder Kong Byrge og hans Dronning kun havde alt godt at vente. Kort efter indbød Kongen skriftligt begge sine Brødre til sig til Løverdagen efter St. Nicolai Dag (den 10de December), formodentlig i det foregivne Øjemed, at de skulde tilbringe Julen hos ham. Erik, som paa den Tid maa have været sammen med Valdemar paa Daavø, spurgte denne, der sidst havde været hos Kongen, om han antog det tilraadeligt at modtage Indbydelsen. Valdemar meente at der aldeles ikke var nogen Fare. Erik indvendte, at Dronningen og Brunke ej vare at tro paa, ligesaa lidet som Kongen, om denne end nu talede sledskt. Valdemar var fremdeles godtroende, og Erik lod sig endelig overtale. Ingen af deres Følge synes, besynderligt nok, at have advaret dem. Først da de vare komne i Nærheden af Nykøping, kom der en ung Ridder, som alvorligt advarede dem mod at give sig paa een Gang i Kongens Vold. Men Valdemar svarede ham uvenligt, som om han kun søgte at sætte Ondt paany mellem dem og Kongen, og Ridderen reed harmfuld bort. Det synes dog at have været Hertugernes Hensigt, ikke strax om Aftenen at drage lige til Nykøping, men at tage Natteleje en Miils Vej derifra, da der indtraf Udsendinger fra Kongen med den Hilsen, at de dog endelig maatte komme til Slottet endnu samme Aften og tilbringe Natten der; nu var der jo dog kun en Miil tilbage. Hertugerne havde saa godt som heller ikke noget Valg, thi der var ingen
- ↑ See Suhm XI. 814, 815.
