til i den Tid at hente det fornødne Brendefang i hans Skove[1]. Paa denne Tid var formodentlig ogsaa Kong Haakon kommen tilbage til Oslo fra Bergen, hvor han havde opholdt sig i Juni og Begyndelsen af Juli, og der udstedt den før omtalte store Retterbod for Island. Idet mindste er det vist, at han den 31te August opholdt sig i Oslo[2], skjønt han senere atter drog til Bergen og overvintrede der. Saaledes er der intet, som tyder paa, at Hertug Eriks Optræden i Danmark paa nogen Maade har vakt Kong Haakons Mistanke eller Misnøje, hvis man ellers ikke vil antage at Hertug Erik med dette Besøg hos Svigerfaderen netop havde til Hensigt at bortrydde al Mistanke og vinde hans Tillid. Og hvad der end hidtil kan have været tilbage af mindre god Tro fra Kongens eller hans Venners Side, maatte i alle Fald ophøre ved Efterretningen om, at hans unge, neppe fjortenaarige Datter, Hertuginde Ingeborg, snart vilde føde en Arving til Verden. Thi hvis dette blev en Søn, vilde hans og Hertugens Interesser samle sig saaledes om denne, at de herefter vilde udgjøre eet og blive ganske uadskillelige, i det mindste saalænge Sønnen levede. Visheden om, at ej alene Kong Haakons Datter, Hertug Eriks unge Hustru, men og hendes Syskendebarn, den fire Aar ældre Ingeborg, som var gift med Hertug Valdemar, vare frugtsommelige, lader det til at man allerede havde faaet i Begyndelsen af September 1315. Thi den 9de Sept. 1315 oprettede begge Hertugerne i Ljodhuus et indbyrdes Document, hvorved de deelte alle sine Besiddelser, som de hidtil havde haft i Fællesskab, mellem sig efter Biskop Karl i Linkøpings og 11 verdslige Herrers Afgjørelse. Aarsagen til, at denne Deling nu fandt Sted, kan alene have været den, at de nu havde Haab om at faa Livsarvinger, hvis Arveparter nøje maatte bestemmes for Fremtiden; thi mellem dem selv herskede saadan Enighed og Kjærlighed, at de i Ordets egentligste Forstand udgjorde eet Liv og een Sjæl, og at enhver Deling mellem dem var unødvendig.
Hvad der her faldt paa Eriks Part, var naturligviis hvad der laa nærmest ved den norske Grændse, nemlig Vestergøtland med Ljodhuus og Axevalla Slot, Dalsland og Vermeland, Nordrehalland med Vardberg og Hunehals, samt dertil Kalmar Slot og flere Dele af Smaaland; Valdemar fik derimod Stockholms Slot med tilhørende Fogderi, Aabohuus og Tavastehuus i Finnland med tilliggende Distrikter, Borgholm Slot og hele Øland. Delingen skete for det første paa fem Aar, maaskee fordi Erik havde det hemmelige Haab om inden den Tid at erhverve enten Norges eller Sveriges Trone. Brødrene lovede derhos
