Drab endnu kunde afsones med Bøder, kunde det paaklagede Uvæsen neppe ganske tilintetgjøres[1]. Overhoved kan man vel sige, at Fredløshedsstraffen nu ikke længer passede til Forholdene og den daværende Udvikling; der krævedes allerede ved de Forbrydelser, Fredløshedsstraffen skulde hemme, en mere umiddelbar Indskriden af Statsmyndigheden. Hertil kom ogsaa, at Fredløsheds- eller Utlegds-Straffen anvendtes alt for hyppigt til at kunne have den tilbørlige Betydning. Herpaa havde man blandt andet et Exempel i en Kundgjørelse, som Kongen lod udgaa om Mynten. Med denne stod det paa Kong Haakons Tid fremdeles daarligt til. Det er allerede omtalt[2], hvorledes Kong Haakon selv som Hertug erkjendte, at den ikke var god, men kun undskyldte sig med at den i alle Fald var ligesaa god som paa hans Faders Tid. Han ytrede den Gang, at han haabede at faa den forbedret, men dette synes ikke at være kommet til Udførelse, thi de myntede Penge, man endnu har fra hans Tid som Konge, ere i det hele taget af meget slet Gehalt[3], og man finder, at han endog maatte tage sin Tilflugt til Magtsprog for at skaffe sine Peninger en tvungen Cours. Han udgav flere Befalinger
- ↑ Derfor hører man og fra de følgende Tider og saa længe den gamle Lovgivning i det Væsentlige bestod, nemlig indtil Christian V’s Lovbog indførtes, flere Sagn om Slagskæmper og Urostiftere, der, til Trods for Lov og Øvrighed, holdt sig i Bygderne, og vare deres Omgivelser til Plage, ligeledes om Rømningsmænd, der holdt sig paa mere afsides Steder, men vare len Skræk for de nærmeste Bygder.
- ↑ Se ovf. S. 270.
- ↑ Se Holmboe das älteste Münzwesen Norwegens, S. 25, 44. Der ere flere Mynter med „Kong Haakons“ Navn, om hvilke man ej er paa det Rene, hvorvidt de hidrøre fra Kong Haakon Magnussøn den ældre, eller fra Kong Haakon Magnussen den yngre, men de, som sikkert kunne sees at være fra Haakon den ældres Tid, ere ikke af bedre Gehalt end 8½lødige, og flere ikke mere end 3lødige. Da imidlertid ingen Mynt af Kong Eriks naaede høiere end 6½ Lydighed, og de fleste af hans Mynter kun vare 2–3lødige, kunde Kong Haakon vistnok sige, at han havde forbedret Mynten, men den var alligevel, som man seer, yderst slet. Om den, som det heder i Forordningen, virkelig var bragt tilbage til den i hans Faders og Forfedres Tid brugelige Myntfod, kan ikke med Sikkerhed erfares, da ingen ordentlige Mynter fra Kong Haakon Haakonssøns Tid nu findes, og kun meget faa fra Kong Magnus’s. De Mynter, som med nogenlunde Sikkerhed kunne tilskrives Kong Haakon Magnussen, have alle paa den ene Side et kronet Ansigt, med Omskrift: HAQVINVS (HAQVIN) REX (eller REX NORVEGIE) paa den anden, ligesom paa Kong Eriks, et Lilliekors, med Omskrift CRVX SCA IIIV XPI (eller alene CRVX XPI); paa en af dem findes i Korsvinklerne BERG (d. e. Bergen).
staaelse, og at der her ikke er fjerneste Tanke om Tydskerne. Men formodentlig maa et eller andet Udtryk i Oversættelsen have givet Anledning til Fejltagelsen.
