end een, og at Vaagaboken derfor skulde være ophævet; han erklærede, at ingen anden Christenret skulde gjelde end den gamle af 1244, der var given af Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd; at heller ingen Tiender skulde udredes, uden de, der vare brugelige i Erkebiskop Sigurds Tid, og at derfor de senere paalagte vare ulovlige, altsaa med andre Ord, at det nye Tiende-Regulativ af 1277, optaget i Oversættelsen af Compositionen, skulde være ophævet, ligesom denne selv, og Kongebrevet af 1277 om Myntretten m. m.; som ulovlig forbød han altsaa Baade-Tiende, Kuleige-Tiende og Oste-Tiende; Skreide-Tiende skulde kun betales af hvad der var tilovers, naar Fiskerne havde faaet sine Omkostninger godtgjorte; ligeledes forbød han Sel-Tiende. Derbos dømte han Chorsbrødrene Sighvat Lande og Audun Raud, Prest til Throndenes, i Pengebøder, vistnok fordi de havde vægret sig ved at udrede Leding; Audun maatte desuden betale Sekter tilbage, han paa Erkebiskoppens Vegne havde oppebaaret for Hoorsager; den Skik, at Forældrene gave Salt og Vox til Kirken med Børn, der skulde døbes, forbød Hr. Bjarne at iagttage for Eftertiden, og erklærede, at Kongens Lagmand skulde dømme i Sager vedkommende Christenretten, som i alle andre verdslige Sager. Lignende Skridt, men hvorom ingen Beretning er opbevaret til vore Dage, have vel andre af Regjeringsherrerne eller deres Befuldmægtigede, foretaget paa Landets øvrige Thing, fornemmelig Lagthingene, hvor Retterboden skulde vedtages. Der tales blandt andet om et talrigt Thing, der i dette Aar holdtes i Nidaros[1]. Sandsynligviis har det været Frostathing (der, som ovenfor omtalt, kunde holdes, og vel som oftest holdtes, i Byen), hvor Hr. Jon Brynjulfssøn har ladet Retterboden vedtage, og for Resten, ligesom Hr. Bjarne i Vaagen, har erklæret den ældre Christenret for enegjeldende, og de senere kirkelige Bestemmelser magtesløse. Kort og godt, alt hvad Erkebiskop Jon under Kong Magnus’s Regjering havde udvirket til Kirkens og Gejstlighedens Fordeel, ophævedes fuldstændigt, uden mindste Undtagelse, Compositionen selv saavel som alt det øvrige. Dette ligger allerede noksom i den almindelige Erklæring, at ingen anden Christenret skulde gjelde, end Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds, thi derved førtes Tilstanden ganske tilbage til hvad den var i 1244.
Erkebiskoppen tog sin Tilflugt til Sverige, hvorhen Biskop Andres synes at have fulgt ham. Thorfinn kom, som det heder, ikke uden Vanskeligheder fra Landet, og begav sig derpaa til Søs til Klosteret Doest ved Brügge i Flandern, hvor han tidligere havde tilbragt nogle Aar, men leed Skibbrud paa Vejen, og ankom saaledes i en temmelig mislig
- ↑ Isl. Annaler, ved 1285.
