under den fredelige Biskop Arne Helgessøn, hvilken desuden var mest optagen med at gjenopføre Kathedralkirken paa Skaalholt, der blev truffen af Lynild Natten før Paalsmesse (25de Januar) 1309, og fortæredes i en kort Stund med mange Kostbarheder. Arne rejste samme Aar selv over til Norge for at bede om Understøttelse til at rejse en ny Kirke, og Kong Haakon viiste ham en sand kongelig Gavmildhed, idet han skjænkede ham Bygningstømmer og mange andre Kostbarheder; Dronningen og alle de bedste Mænd i Norge fulgte hans Exempel, saa at Arne kom riigt begavet tilbage, og det almindeligt heed, at ingen islandsk Biskop havde gjort en saa glimrende Rejse til Norge[1].
I Bergen døde Biskop Arne Sigurdssøn 1314. Vi have allerede i det foregaaende seet nok af hans Virksomhed til at vide, at han paa sin Viis var en meget nidkjær og virksom Mand, men at hans Nidkjærhed ofte udartede til Stivsind, og hans Virksomhed til Smaalighed, ligesom og at han med ængstelig Omhyggelighed søgte at opretholde sin Embedsmyndighed ej alene mod den verdslige Magt, men endog mod sine egne gejstlige Colleger og Overordnede. Dette viiste sig især i hans nys omtalte Strid med Erkebiskop Jørund om Besættelsen af Færøernes Biskopsstol, og med Erkebiskop Eilif om Palliehjelpen. At Indretningen med de kongelige Capeller og Magister Capellarum rinder saadanne Omstændigheder maatte være ham meget imod, især da den saa godt som til Biskoppernes Ligemænd ophøjede Magister residerede i Bergen, og de fleste under dennes Bestyrelse henlagte Capeller desuden fandtes i Bergens Biskopsdømme, er let at indsee. Det varede heller ikke længe, førend der opstod Strid mellem ham og Provst Finn om, hvorledes Oprettelsesbullens Ord om dennes Forstanderskab over Capellerne skulde fortolkes. Ordene vare noget dunkle, og enhver af Parterne søgte at fortolke dem til sin Fordeel, Biskoppen ved at give dem saa indskrænket, Provsten ved at give dem saa udvidet Betydning, som muligt. Man henvendte sig til Paven selv med Forespørgsler derom, og denne, som i Oprettelsesbullen aabenbart havde lagt et Sindelag for Dagen, der berettigede til at tage Ordene i den videste og for Magisteren fordeelagtigste Forstand, talte nu i en anden Tone, maaskee fordi man havde forestillet ham, at der allerede var indrømmet den kongelige Gejstlighed for meget. Han erklærede nemlig udtrykkeligt, at Capellernes Prester ikke skulde være unddragne den biskoppelige Jurisdiction, om end Kongen præsenterede dem; heller ikke skulde Magisteren kunne afsætte eller indsætte dem, Biskoppen uadspurgt. Visitationsretten ved Capellerne skulde ej være Biskopperne betagen, og Magisterens dømmende Myndighed over
- ↑ Isl. Annaler ved 1310.
