tælles udtrykkeligt om ham, at han havde en Datter, som paa denne Tid allerede var anden Gang gift; altsaa havde han enten selv været gift, førend han traadte i Kirkens Tjeneste, eller, som faa mange Gejstlige paa den Tid i Norge, ikke regnet det saa nøje med Coelibatsbudet. Endog Laurentius havde under sit Ophold i Norge haft en Søn med et Fruentimmer, der siden efter havde en anden Søn med Chorsbroderen Salomon Thoraldessøn; men dette hindrede ikke, at de sidenefter begge bleve Biskopper. Audun indviedes til Biskop den 25de November, under det føromtalte Concilium, hvori han sidenefter som Biskop tog Deel, og tilbragte endnu over et Aar i Norge, da han nemlig ej drog til Island førend om Sommeren 1315. Uagtet han allerede var gammel, tog han sig dog med megen Kraft og Myndighed af Kirkestyrelsen, og fik derved mange Uvenner især blandt det højere Presteskab, som i Vacancen havde haft mest at sige. Dette, saavelsom den Omstændighed, at han var fremmed i Landet og ubekjendt med dets Skikke, skaffede ham i Førstningen endeel Ubehageligheder, især da det vel heller ikke var saa frit, at han selv begik nogle Misgreb; men efterhaanden vandt han dog megen Anseelse blandt Folket ved sin Nidkjærhed, Gudsfrygt, Fromhed og Veltalenhed, samt maaskee først og fremst ved sin Storsindethed og Gjestfrihed. En af hans første Handlinger, der vistnok var særdeles populær, og hvortil Kong Haakon selv ved Afskeden skal have opfordret ham, var at han lod Biskop Gudmunds Been opgrave, skriinlægge og henstille i Kirken, hvor der da, som det heder, skede merkelige Jertegn. Audun lagde megen Vind paa at forskjønne Biskopsstolens Kirke og øvrige Bygninger; Biskopsgaarden lod han endog ganske opbygge fra Nyt af. Her førte han et stort og pragtfuldt Huus og viiste en overordentlig Gjestfrihed. Der fortælles saaledes, at endog, naar han, som ofte kunde skee, hjemme paa Hole havde Stevnemøde med sine Uvenner, og det under Forhandlingerne meldtes at Maden var paa Bordet, bad han dem venligt at følge med til Bords og tage til Takke, „og ikke være vrede paa Maden, om de end vare vrede paa ham“. Ved denne Venlighed, siges der, overvandt han ofte sine Uvenner, saa at de overlode det til ham selv at afgjøre deres Mellemværende[1]. Skolen ved Kirken holdt han i ypperlig Stand, og søgte at skaffe den gode Lærere. Alt dette forvoldte dog Biskopsstolen betydelige Udgifter, og for at bestride dem maatte Biskoppen igjen søge at bringe sine Indtægter op til et saa højt Beløb som muligt, fornemmelig ved at tilegne sig Raadigheden over alt Offer og alle Kirketiender, medens tidligere Offret og Smaatienderne oppebares af den saakaldte Kirkebonde, det vil sige den Bonde, der be-
- ↑ Om alt dette see Laurentius’s Saga.
