Lönings og de to andre Hovedmænds Bannsættelse som Aarsag, tiltraadtes ogsaa af Sutererne, og den blev saa strengt gjennemført, at nogle tydske Kjøbmænd, der tidligt om Vaaren kom til Byen, ikke torde andet end rette sig derefter. Biskoppen lod i den Anledning forkynde Vintersidderne den 6te Marts, at han efter Kongens Bøn vilde udsætte med at foretage noget yderligere mod dem med Hensyn til selve Tiende-Ydelsen førend han kom til Byen (han var nemlig, som vi have seet, paa denne Tid i Throndhjem og ventedes strax efter til Bergen), men at alle Vintersidderne i Byen inden 8 Dage skulde indfinde sig hos ham og bøde hvad de havde forbrudt mod ham og Gejstligheden ved at fatte hiin Bestemmelse, samt inden samme Frist have tilbagekaldt Bestemmelsen selv; undlod de det, vilde faa Dage derefter Pavens Bann blive lyst over dem[1]. Vintersidderne maa have foragtet denne første Advarsel, thi den 20de Marts blev den gjentagen[2]. Hvor vidt de nu gave efter, erfares ikke, men man skulde dog næsten formode at de, med den Haardnakkethed, de hidtil havde lagt for Dagen, ogsaa lod det komme til den tredie. Men efter Kongens Ankomst, først i Mai eller sidst i April, maa de dog have givet efter med Hensyn til Forbudet, thi vi see at de nu ogsaa fandt sig i at lade selve Sagen om Tiende-Ydelsen paadømmes af Lagmanden i Bergen, og dette kan neppe tilskrives andet end Kongens Mellemkomst, da det lader til at de vare for overmodige til at lystre nogen anden. Kongen kunde desuden ikke være bekjendt at taale en Forening som den ovennævnte, der ligefrem streed mod Kong Eriks strenge Forbud mod at „tage sig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte sig nogen Lov eller Vedtægter“. Merkeligt er det, at ogsaa Biskoppen fandt sig i at undergive Sagen Afgjørelse ved en verdslig Dommer, da den dog egentlig hørte til de kirkelige Sager, og han selv var en ivrig Forfegter af den kirkelige Frihed. Men han maa have indseet, at hvis han vilde have en Afgjørelse i Sagen, maatte det skee ved verdslig Ret, da Tydskerne under de forhaandenværende Omstændigheder aldrig vilde have underkastet sig nogen gejstlig; han kunde desuden vistnok være temmelig sikker paa, at Dommen vilde falde ud til hans Fordeel, da han jo aabenbart havde Retten paa sin Side. Saaledes modtog han da Borgen af vedkommende Huusverter for at Vintersidderne skulde indfinde sig paa Stevne for Eindride Lagmand i Bergen og lyde hans Orskurd. Paa denne Stevne lod Biskoppen møde ved sin Ombudsmand, Vintersidderne ved to af sin Midte, blandt dem den for omtalte Ertmann i Knausen. Desuden vare Kongens Ombudsmænd og
