Denne siden er korrekturlest
543
1310. Fred til Helsingborg.
Henrik, er dateret den 17de Juli 1310 (feria sexta proxima ante festum beatæ Mariæ Magdalenæ) og lyder saaledes i Uddrag[1]:
1. At de nys nævnte Herrer og Hertugerne skulle staa hinanden troligen bi i hvad som helst mod hvem som helst, og al Uenighed, Kiv og Uvenskab herefter skal være endt og begraven mellem alle Parter, saavel som deres Mænd og Tilhængere.
- ↑ Dipl. Sv. No. 1688, Huitf. S. 349. At dette kun er et Forslag eller Udkast, sees deraf, at Kong Haakons Ratification kun omtales som tilkommende, og at det hos Huitfeld udtrykkeligt heder, at Kong Haakon ej beseglede det, eller gav Kong Erik noget Gjenbrev, medens denne derimod overleverede Kong Haakon en beseglet Gjenpart. Hos Huitfeld maa det derhos være en aabenbar Fejl, naar det i Uddraget heder, at Kong Haakon skulde belenes med Nordre-Halland. Thi for det første staar dette i Modsigelse med den Anmodning, Kong Erik nys i Kjøbenhavn havde fremsat til Haakon, og hvori denne havde samtykket, at Hertugerne skulde belenes med Grevskabet; det er aldeles utænkeligt, at Kong Erik, efter først at have begjæret dette Samtykke, dog siden skulde opføre Haakon som Leenstager; for det andet seer man af Brevet selv, saaledes som det in extenso meddeles i Dipl Sv., at Kongehelles ubetingede Afstaaelse er den Priis, der sættes for Halland; Betingelsen „hvis Kongen af Norge vil erkjende denne Placitation“, sigter dog nærmest til den ham modbydelige Artikel om Hallands Overdragelse til Hertugerne. Huitfeld maa saaledes her have begaaet en Uagtsomhedsfejl, forledet ved Erindringen om den tilsvarende Artikel i det foregaaende Aars Fredsslutning. At det i Artikel 2 hos Huitfeld heder om de 60 Ryttere, at naar de komme fra Norge, skal de holdes paa Danekongens Bekostning, har intet at betyde, da det ligeledes er en.Fejl, sammenhængende med den foregaaende, thi enhver indseer, at der her ej kunde være Tale om Norge eller Norges Grændser, men kun om Hallands, for hvilket Leenspligten opfyldtes; Rytterne vare eller forestillede her ikke norske, men hallandske Krigere; om Haakon – forudsat endog at han virkelig var Leenstageren – vilde sende dem fra Norge eller Halland, maatte blive hans egen Sag, Danekongen uvedkommende; det første kunde i alle Fald ej i Tractaten opstilles som det sedvanlige eller ene tænkelige, og aller mindst kunde det fastsættes, at de, efter at have overskredet Norges Grændser, altsaa paa Grevskabets egen Bund, skulde holdes paa Danekongens Bekostning. Her har altsaa Huitfeld med sin sedvanlige Letferdighed sat „Norge“ ind paa egen Haand. Huitfeld meddeler selv umiddelbart forud (S. 348) et andet Uddrag af Tractatforslaget, kun noget kortere affattet, som han kalder et af Hertugerne indgivet Forslag, og hvor Hertug Erik ganske rigtigt nævnes som Leenstager, kun med den Forskjel, at Rytternes Antal bestemmes til 40 Mand. Denne sidste Afvigelse er nu vistnok kun en af de sedvanlige Forvexlinger af „lx“ med „xl“; for øvrigt maa man forklare Tilværelsen af begge Uddrag hos Huitfeld deraf, at der i det danske Cancelli paa hans Tid virkelig har været to Exemplarer, hvoraf maaskee det ene var Kong Eriks eget, det andet Kong Byrges, henhørende til dennes Archiv, som han tydeligt sees at have medbragt til Danmark, og at Huitfeld enten selv til forskjellige Tider har gjort Uddrag af dem, eller at tvende af hans Skrivere eller Hjelpere samtidigt have uddraget hver sit, uafhængigt af hinanden, den ene kortere, den anden udførligere, begge, dog især den sidste, saa unøjagtigt, at Huitfeld har antaget Uddragene
