Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/547

Denne siden er korrekturlest

525

1309. Samtidigt Indfald i Sverige fra Norge og Danmark.

skee senere er ført fra Danmark til Sverige^[1]. Ogsaa Kong Byrge fulgte med, uden at ense den Eed, han havde aflagt i Nykøping, ej at ville føre en udenlandsk fiendtlig Hær ind i Riget; men han betragtede sig vel for længe siden løst fra Eden, fordi Biskopperne af Skara og Linkøping allerede efter hans Flugt og Kong Eriks Sommertog i 1308 havde anklaget ham for at have brudt Forliget, og erklæret at ville forfølge ham til Banns Straf, hvorimod han paa sin Side havde udstedt en højtidelig Protest (11te Marts 1309) og henskudt sin Sag under Pavens egen Domstol, paastaaende at de svenske Biskopper, som Hertugens Venner, ej vare competente til at dømme ham^[2]. Til samme Tid rustede ogsaa Kong Haakon sig for at drage til Elven og tage Ragnhildarholms Slot og Baahuus tilbage, og der er al Sandsynlighed for, at han og Kong Erik have aftalt at gjøre Angrebet samtidigt, for at nøde Hertugerne til at dele sine Stridskræfter. I saa Fald gjorde de nu det samme som Hertugerne Vintren forud havde gjort mod Norge. Men aldrig viiste Hertug Eriks overlegne strategiske Dygtighed sig i et mere glimrende Lys, end under denne Fare. Han samlede alle sine Krigere og saa sig snart i Spidsen for en betydelig Hær, om end ikke saa stor som den danske; med denne Styrke ilede han ned mod den smaalandske Grændse for at møde Danekongen, der nu, ligesom de sidst foregaaende Gange, synes at have ladet sine Tropper samle sig ved Ødknaljung Slot for derfra at trænge ind i Smaaland opad den Vej, der fører langs Laga-Aa forbi Markaryd, Ljungby, Berga o. s. v. til Jønkøping. Hertugerne kom uden Hinder lige ned til Grændsen, førend Danekongen havde tiltraadt Marschen. Hertug Erik overbeviiste sig dog snart om, at Danehæren var for stor til at han kunde tænke paa at binde an med den i

↑ Det er, saa vidt vides, alene Huitfeld, der angiver det store Antal. Riimkrøniken taler kun om 100 fremmede Riddere med 320 Øre„ thi Læsemaaden i Texten „åtta hertoga och landsherra“ er aabenbart urigtig, medens Variantens „å hertugans land at härja“ maa være det rette Detmar siger, hvad der vel vil komme Sandheden nærmest, at Kong Erik havde „25 Grot Heste“ (et Grot eller Gros = 12 Dusin, altsaa 3600 Heste), Henrik af Meklenburg bragte omtrent 400 Mand, ifølge Kirchberg (Westphalens Monumenta IV. 788). Denne fortæller, at Kong Erik klagede for Henrik over at Hertugerne havde tilføjet hans Syster, den svenske Dronning, den Haan at føre hende mellem deres Heste og saaledes tvinge hende til at løbe en halv Miil, medens de rede; er dette sandt, saa maa det vel være skeet da Kong Byrge blev fangen paa Haatuna, skjønt det vel og kunde have været, da Byrge og Dronningen bleve løsladte fra Nykøping.
↑ Dipl. Sv. No. 1612. Brevet er dateret fra Viborg, og ledsagedes af et Brev, dat. Viborg 19de Marts, til Erkebiskop Nikolas, med Bøn om gode Raad i denne Sag. Dette Brev sendtes vistnok til Norge, hvor Nikolas paa den Tid endnu maa have været.

[1] Det er, saa vidt vides, alene Huitfeld, der angiver det store Antal. Riimkrøniken taler kun om 100 fremmede Riddere med 320 Øre„ thi Læsemaaden i Texten „åtta hertoga och landsherra“ er aabenbart urigtig, medens Variantens „å hertugans land at härja“ maa være det rette Detmar siger, hvad der vel vil komme Sandheden nærmest, at Kong Erik havde „25 Grot Heste“ (et Grot eller Gros = 12 Dusin, altsaa 3600 Heste), Henrik af Meklenburg bragte omtrent 400 Mand, ifølge Kirchberg (Westphalens Monumenta IV. 788). Denne fortæller, at Kong Erik klagede for Henrik over at Hertugerne havde tilføjet hans Syster, den svenske Dronning, den Haan at føre hende mellem deres Heste og saaledes tvinge hende til at løbe en halv Miil, medens de rede; er dette sandt, saa maa det vel være skeet da Kong Byrge blev fangen paa Haatuna, skjønt det vel og kunde have været, da Byrge og Dronningen bleve løsladte fra Nykøping.

[2] Dipl. Sv. No. 1612. Brevet er dateret fra Viborg, og ledsagedes af et Brev, dat. Viborg 19de Marts, til Erkebiskop Nikolas, med Bøn om gode Raad i denne Sag. Dette Brev sendtes vistnok til Norge, hvor Nikolas paa den Tid endnu maa have været.

[1]

[2]