Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/517

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
495
1308. Nye Fiendtligheder mellem Danmark og Sverige. Stilstand til Berge.

han, inden han aftakkede Hæren, maatte komme til Enighed med sin Broder Christopher, der ikke selv havde deeltaget i Stilstanden, og hvem kun Tiltrædelse til de deri opstillede Betingelser var forbeholdt; han har vel ogsaa for Sikkerheds Skyld søgt at forbedre og forsterke Slottet eller Skandsen ved Ødknaljung[1]. Christopher maa han virkelig paa en eller anden Viis have taget til Naade, siden vi erfare, at Hertugen ledsagede den danske Hær, da den nu faldt ind i Sverige, og det er øjensynligt, at det maa være lykkets ham endnu at holde Broderen i Uvidenhed om sit forræderske Forbund med de svenske Hertuger og besmykke sin sidste Ferd saaledes, at Erik deri ej troede at see noget dybt udtænkt Forræderi. Den danske Hær synes atter at have været samlet ved Ødknaljung, saasom den rykkede op ad den herfra langs Laga-Aa førende Vej forbi Markaryd ind i Sunnerbo Hered i Smaaland[2]. Omstændigheder, som nu ikke længer kjendes, hindrede dog Kongen fra selv at være med; maaskee ilede han tilbage for at modtage Kong Byrge[3]. Anførselen over Hæren betroede han til Grev Henrik af Gleichen, der var bosat i Danmark og Medlem af Rigsraadet, saavel som Brødrene Hertug Valdemar af Jylland og Erik af Langeland, der saaledes i Hast maa have været tilstevnede[4]. Endog Hertug Christopher fulgte, som sagt, med, og skulde vel nu bringe de Danske til at tro at han ikke var nogen Forræder. Men det var at forudsee, at under saadan Anførsel Hæren ingen synderlig Fremgang kunde gjøre; af alle Anførerne var det vel alene Henrik af Gleichen, der var Kong Erik oprigtigt hengiven. Anførerne laa endnu i Ljungby, henved en fem Miils Vej fra Markaryd, da Hertug Erik nærmede sig med en liden, men udvalgt og tapper Hær; sandsyn-

  1. Dertil behøvede han vel for en Deel de af Aaosingerne laante Penge. Thi at Slottet ej af Hertug Erik var ødelagt, eller og, om saa var, atter blev opført, sees deraf at det omtales i 1316, Scr. r. D. III. 283.
  2. Dette sees deraf, at den standsede ved Ljungby, og at Stilstanden sluttedes ved Berga Kirke. Fra Ødknaljung, nu Ørkelljunga, gaar Vejen over Fagerhult til Markaryd, derfra forbi Simma, Ljunga og Kaarma til Ljungby samt videre over Berga til Bernamoo ved Søen Vidøstern. Dette er en af Hovedvejene ind i Smaaland.
  3. Forliget sluttedes nemlig 2den Mai, og 1ste Mai var Erik i Knardrup i Sjæland (Suhm XI. 567). Riimkrøniken taler ogsaa om „Anførerne“, der laa ved Ljungby. Imidlertid lader det dog til, at Erik ved Indmarschen havde været med, thi i hans senere Klager over Hertug Christopher heder det: „der vi kom udi Halland fra Toget, er Vores berøvet deres Heste og anden Deel“. Det er heller ikke saa afgjort at Huitfelds Angivelse af Stilstandsdagen (Dagen efter Philippi og Jacobi Dag) er rigtig.
  4. Disse, saavel som Hertug Christopher, optræde nemlig som Underhandlere i Berga-Forliget. Riimkrøniken nævner Greven af Holsten og Hertug Valdemar; den forvexler her aabenbart Greven af Gleichen med Greven af Holsten.