dette System, som enten af Hensyn til egen Fordeel eller af virkelig Overbeviisning om at det vilde gavne Fedrelandet, ønskede det indført i Norge, toge sig vel vare for at nævne, hvad der kunde anføres til dets Dadel. At Haakon virkelig efterlignede Philip eller søgte at tillempe hans System, saa vidt skee kunde, er umiskjendeligt, og alene deraf kan man slutte, at Aake Cantsler, der aabenbart var hans fornemste og intimeste Raadgiver, var uddannet i den franske Retsskole. Ligesom Philip, udgav ogsaa Haakon en langt større Mængde særegne, i de fleste administrative og borgerlige Forhold indgribende Forordninger, end nogen af hans Forgængere; ligesom Philip, søgte han at centralisere Regjeringen og gjøre den kongelige Myndighed følelig i alle enkelte Forvaltningsgrene; som Philip omgav han sig endelig fornemmelig med Mænd, som han selv synes at have hævet til Ære og Magt, ikke paa Grund af Byrd, men formedelst deres Kundskaber og Forretningsdygtighed, og blandt dem vare aabenbart flere netop saadanne „Lovriddere“ som de, med hvilke Philip forstørstedelen besatte sit Raad, og som sandsynligviis ej havde erhvervet sine Kundskaber andensteds, end i Paris. Hertil hørte vel især de, der sees at have besørget Cantslerforretningerne, naar Aake selv ej var tilstede. Disse vare: i Begyndelsen af Kongens Regjering, eller i det mindste fra 1301, Snare Aslakssøn, allerede da Ridder, indtil Slutningen af 1307, da han formodentlig blev Baron og Sysselmand, og Bjarne Audunssøn, om hvem der allerede ovenfor er talt, fra 1311 til hen i 1314. Det ligger i Sagens Natur, at Snare ikke kunde have besørget Cantslerforretningerne, naar han ikke havde besiddet samme Slags boglige Dannelse som Thore Haakonssøn, Bjarne Lodinssøn, Baard Serkssøn og Aake; denne vilde i modsat Fald neppe have raadet Kongen til at bruge ham som sin Vicarius[1]; om Bjarne Audunssøn er det vist, at han havde nydt Klerke-Oplærelse, thi han kaldes endog ligefrem „Sira Bjarne“, indtil han fik Ridder- og Herre-Titlen. Begge disse synes at have haft hjemme paa Østlandet og saaledes formodentlig at have været bemerkede og fremdragne af Aake Cantsler eller Haakon selv, endnu medens denne var Hertug; der findes intet Spor til, at de have været af fornem Ætt. Ved Siden af dem bør ogsaa Ivar Olafssøn nævnes, Chorsbroder i Bergen, sandsynligviis ved Apostelkirken; han brugtes allerede fra Slutningen af 1300 som Secretær og kaldes Ivar Klerk; senere udnævntes han,
- ↑ At Snare Aslakssøn i det mindste maa have interesseret sig for Skjønliteraturen, sees deraf, at det eneste nu existerende Haandskrift af den norske Oversættelse af de (urigtigt) saakaldte Lais de Marie de France (se ovf. III. S. 1027) har tilhørt ham; hans Navn, formodentlig skrevet af han: selv, findes endnu der; se Strengleikar, udgivet af Keyser og Unger i 1850, Fortalen. Snare synes at have havt hjemme paa Oplandene (Dipl. Norv. II. 126).
