saa var, at gjøre dem deres lovlige Ejendomme og Indtægter stridige: en Trusel, der nærmest synes at have været rettet mod Erkebiskoppen og hans Tilhængere[1]. Kongen havde nu ogsaa, som nedenfor vil sees, andre Grunde til at være misfornøjet med Erkebiskoppen. Eftersom Erkebiskoppen blev ældre og svagere, bøjede han sig mere og mere under det uundgaaelige Aag, og mod Slutningen af hans Levetid ville vi endog see ham næsten ganske gjort umyndig af Chorsbrødrene. Der kan være meget at sige paa disses Opførsel, den var vistnok ikke saa human som den burde være, men Erkebiskoppen havde ogsaa viist, at man ikke med Tryghed kunde overlade ham frie Hænder.
Hvad der under de daværende Tidsforhold maa have voldt Kong Haakon mange Bekymringer, var den Omstændighed, at han endnu ikke havde nogen Søn, der i Tilfælde af hans Død kunde arve Tronen efter ham. Selv var han den sidste mandlige Ætling af den gamle Kongestamme, og der var ingen Sidegrene af denne, hvis Medlemmer kunde optræde med eventuel Arveret. Hans Dronning Euphemia havde i 1301 født ham en Datter, der efter hans Moder blev kaldet Ingebjørg, og da Dronningen, som sagt, ikke længer var ganske ung, synes man temmelig tidligt at have opgivet Haabet om at hun vilde faa nogen Søn, eller overhoved flere Børn. Han havde derhos, som forhen nævnt, en uegte Datter, ved Navn Agnes, der maa have været nogle Aar ældre. Men ifølge Kongearve-Loven af 1272 var ikke engang den egtefødde Datter selv berettiget til Tronen, kun hendes Søn; om den uegte Datter og hendes Afkom kunde der neppe blive Spørgsmaal; dog hvor længe vilde det ikke vare, inden Ingebjørg blev voxen og gift? Hvis Kongen døde før den Tid, vilde der saaledes ikke findes nogen Tronarving, og man maatte da enten strax skride til Kongevalg, eller i det mindste udnævne en midlertidig Regjering, som skulde herske indtil Kongedatteren blev gift og fik en Søn. Men hvilke Udsigter vilde ikke en saadan Tilstand aabne for Urostiftere og Lykkeriddere, hvad enten det gjaldt ligefrem at vinde Kronen, eller at faa Kongedatteren til Egte? Tanken om de Farer, hvorfor Datteren i et saadant let forudseeligt Tilfælde vilde være udsat, og de Storme, der vilde forurolige Riget, hvis der ikke i Tide blev fundet Forebyggelsesmidler, maatte være Kongen og de Velsindede utaalelig.
- ↑ Dipl. Norv. II. 87. III. 71.
