mand blev Ketil, der hidtil havde været Chorsbrødrenes Fuldmægtig i Striden med Biskoppen; han var altsaa enig med dem, og derved maatte Striden af sig selv bortfalde[1]. Striden i Nidaros blev langvarigere. Erkebiskoppen vægrede sig fremdeles ved fuldstændigt at opfylde den ham overgangne Dom; af Steins Kirke, der med alle erkebiskoppelige Indtægter skulde afstaaes til Chorsbrødrene, forbeholdt han sig Tienden, og i Stedet for at overlade dem sin Halvdeel af Olafskirken, med Ret til at beskikke en Vicar derved, lod han sin Yndling og troe Støtte, den før omtalte Laurentius Kalfssøn fra Island, hvilken han allerede i 1296 havde udnævnt til dens Prest, fremdeles beholde den[2]. Han maa formodentlig ved allehaande Udflugter og spidsfindige Fortolkninger af Dommens Udtryk, hvori han havde den dygtige Canonist Jon Flæming til at hjelpe sig, have vidst at forhale Bannstruselens Træden i Kraft. Man skulde imidlertid have ventet, at den mislige Stilling, hvori han befandt sig med en saadan Dom svævende over sig, havde gjort ham noget forsigtigere, saa at han vogtede sig for at opirre Chorsbrødrene endnu mere. Men langt fra. Han satte hele Capitlet under Forbud, og truede de fornemste Hovedmænd for dets Opposition, nemlig Sighvat Lande, Audun Raud og Eilif Kortin, med Excommunication, hvis de vovede at tilegne sig Tienden af Steins Kirke, samt den halve Indtægt af Olafskirken, og i Stedet for at tilbagegive Jon Elg det ham fratagne Ombud som St. Olafs Helligdoms Skatmester, overdrog han ogsaa det til Laurentius, hvilken han derhos gjorde til sin Poenitentiarius. Det var naturligt, at Chorsbrødrene, der meente at være i sin gode Ret ifølge Dommen, ikke vilde finde sig heri, eller paa nogen Maade give efter. Erkebiskoppen lod da ganske i Stilhed Jon Flæming opsætte et Bannbrev over de tre ovennævnte Chorsbrødre, og bød Laurentius at læse det op i Christkirken paa en stor Festdag ved Højmesse, medens Chorsbrødrene sad i Choret og ikke havde mindste Nys om Sagen. Laurentius ytrede vel, da Erkebiskoppen befalede ham det, at havde Chorsbrødrene før været hadefulde paa ham, vilde de blive det dobbelt saa meget nu; men han kunde dog ikke negte sin Velgjører at opfylde hans Bud, og saaledes gik han da under Messen op paa Choret over Alteret„ og læste Excommunicationen op med lydelig Stemme. „Du behøver ikke at raabe saa højt, Islænding, vi høre nok hvad du siger“, svarede Sighvat Lande, idet han med de øvrige rejste sig og gik hjem. Fra denne Tid, kan man sige, var der aabenbar Krig. Chorsbrødrene, der
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/401
Denne siden er korrekturlest
379
1303. Ketil Biskop i Stavanger. Kirkestriden i Nidaros.
