mindelige Indhold kan man see, at der ogsaa maa have været Gjenparter deraf, som nævnte Bergen, Nidaros og Tunsberg eller Kongehelle i Stedet for Oslo. Vi faa heraf, saavel som af den Befaling, den indeholder til Sysselmændene om at lade de to Originalanordninger circulere til Afskrift, en temmelig tydelig Forestilling om, hvorledes man i det kongelige Cancellie bar sig ad ved slige almindelige Retterbøders eller Forordningers Udstedelse. Naar Conceptet var nedskrevet og godkjendt, blev det reenskrevet i flere Exemplarer, der alle besegledes af Cantsleren og gjaldt som Originaler; formodentlig blev et saadant Exemplar udferdiget enten for hvert Lagdømme, eller for hver Fehirdsle, maaskee endog kun for hvert af de gamle Hovedthing, og sendtes derpaa rundt fra Sysselmand til Sysselmand i hvert af hine større Districter for at afskrives, rimeligviis i Lovbogen, samt offentliggjøres, medens Originalen sendtes tilbage til Centralstedet, hvorfra den var udgaaet, for der at opbevares i Lagmandens og Sysselmandens Archiv. Nærværende Skrivelse nævner ikke engang Stedet, hvor Skrivelsen skulde opbevares, men sætter kun „N. N.“ Af denne Udstedelse i flere Exemplarer kan man og forstaa, hvorledes det gaar til, at stundom een og samme Retterbod i forskjellige Afskrifter nævner forskjellige Skrivere; naar den nemlig skulde udferdiges i flere ligelydende Exemplarer, var det bekvemmest at dictere dem alle samtidigt, til flere Skrivere. Men for Sikkerheds Skyld skulde altid Skriveren til Slutningen vedføje sit Navn[1].
Den her nævnte Foranstaltning af Kongen, hvorved han overdrog til overordentlige Commissarier, enten over det hele Rige, eller i hver Fehirdsle for sig, at indsamle sine Indtægter, synes at have været en ny Fremgangsmaade, som Kongen indførte enten af Mistanke til Sysselmændene, eller fordi han allerede havde befundet at enkelte af dem, især formodentlig de, der vare forblevne i Embedet fra Kong Eriks Tid af, havde gjort sig skyldige i mislig Regnskabsførsel. Thi da han, som vi ville see, faa Aar efter endog tilbagekaldte alle Syslerne, og besatte dem paa ny, maa der have været Misligheder ved flere Sysselmænds Embedsførelse, der bestemte ham til et saadant paafaldende Skridt. At der under det slappe Regimente i Kong Eriks Tid havde indsneget sig mange Uskikke og megen Slendrian i de fleste Forvaltningsgrene, er umiskjendeligt, og vi have ovenfor tildeels allerede paapeget det. Og
- ↑ Herpaa er den Retterbod om Trusler mod Kongens Ombudsmænd, der strax nedenfor omtales, et fortrinligt Exempel, thi ej alene er den først udstedt i Tunsberg den 29de Mai, siden i Bergen den 6te October 1303, men i de Afskrifter, der nævne Tunsberg som Udstedelses-Sted, nævnes ikke mindre end tre forskjellige Skrivere, i een Paal Klerk, i en anden Steinbjørn Klerk, og i en tredie Ivar Lagmand paa Haalogaland, der da fungerede som Notarius.
