lændinger. De saakaldte „Torgdrivere og Bryggemangere“ afskaffedes ganske, og der bestemtes, at der skulde være 240 Arbejdsmænd i Byen. Saa nøje troede man det da nødvendigt at gribe ind i Næringsforholdene. Endelig gaves der nærmere Bestemmelser for Fattiges Flytning i Byen, det vil sige hvorledes de i Byen, ligesom paa Landet, skulde sendes fra Huus til Huus. Det er ikke usandsynligt, at Bestemmelser, lige de her omhandlede, ogsaa have været givne for de øvrige Byer, under Kongens Ophold der, lempede efter de locale Forhold; i det mindste maa man antage at Forbudet mod Udlændingers Handel nordenfor Bergen og paa Skatlandene, samt Bestemmelserne om Indførsel og Told af udenlandske Drikkevarer, ogsaa have været forkyndte i Oslo og Tunsberg, der ligeledes besøgtes hyppigt af tydske Kjøbmænd. I Tunsberg er dette rimeligviis skeet sidst i Mai 1303, da Kongen opholdt sig der og under 29de Mai udstedte flere vigtige Forordninger, der ligesom de allerede omtalte mest angaa indre Forhold. De af dem, der ere os opbevarede, have dog ikke, ligesom de i Bergen udgivne, nærmest Handelen for Øje, men sigte til at befordre Orden og Rolighed indenlands. Fornemmelig gaa de ud paa at hæve et Onde, der synes at have været en Affødning deels af de sidste urolige Tider, hvor saa mange Udlændinger, der tildeels intet ordentligt havde at tage sig til, søgte til Landet, deels af de mange Begunstigelser der viistes Pilegrimene, nemlig at Bygderne bleve overløbne af alskens Landstrygere og andet Pak, der gjorde mange Uordener og vare Indbyggerne til stor Ulempe. Kongen indrettede derfor etslags Pasvæsen, og dette er den første Gang, vi møde Begyndelsen til denne Institution i Norge[1]. „Formedelst de store Ribbalder“, ytrer Kongen, „og andre Landstrygere, der foregive at de skulle fare i Pilegrimsferder eller andensteds med forskjellige Erender, under falske Udsagn, ødelæggende Bygderne med mangfoldige Uordener, og gjørende ondt hvor som helst de komme frem, have vi med Raad og Samtykke af de bedste Mænd i Landet, stadfestet, at enhver ubekjendt Udlænding, der vil drage gjennem Landet, skal have Vidnesbyrds-Brev fra en Konge eller Hertug, Biskop eller Domcapitel, Jarl eller Sysselmand, Lagmand eller Bymænd eller andre vederheftige Mænd paa det Sted, hvor han hører hjemme, hvoraf man med fuldkommen Paalidelighed kan see at han er en skikkelig Mand. Har han intet saadant at fremvise, skal Sysselmanden tvinge ham til at rejse hjem igjen for at faa sig et saadant Brev og Skudsmaal. Drager han videre uden Sysselmandens Tilladelse, da skal han tages og sendes hjem, og de Sager, han medbringer, skulle forvares indtil han kommer tilbage med tilstrækkeligt
- ↑ Norges gl. Love III. No. 17, S. 58.
