følgende Aar (1304) indfandt mange eller rimeligviis endog de fleste af de Indstevnede sig i Norge, navnlig Hr. Erlend og Hr. Sturla Jonssøn; Hr. Alf af Kroken fulgte ogsaa med. Det er højst rimeligt, at Biskop Jørund og Abbed Runulf lode møde ved Fuldmægtig, hvilket var blevet dem tilladt, men ellers var Skaalholts Biskopsstol nu endeligen bleven besat med den oven nævnte Arne Helgessøn, den forrige Biskop Arnes Systersøn, der havde opholdt sig i Norge lige siden 1299. Han blev indviet den 25de October 1303, og maa naturligviis som Biskop over Islands største og fornemste Biskopsdømme have været selvskreven til at deeltage i Raadslagningerne. Det synes forøvrigt at ligge i Sagens Natur, at for det meste kun Kongeligsindede eller de, der i det mindste stode paa en god Fod med Kongen, havde adlydt Opfordringen om at komme til Norge, eller maaskee endog, at ingen andre end de vare indkaldte, medens derimod de ivrige Oppositionsmænd bleve hjemme[1]. Forhandlingerne eller i det mindste Forberedelserne til Forhandlingerne maa have været –temmelig langvarige, da det Retterbodsbrev, som blev Resultatet deraf, ikke er dateret førend langt hen i det følgende Aar (Tunsberg den 23de Juni 1305). Det bærer, merkeligt nok, ikke mindste Spor af at voldsomme politiske Storme havde fundet Sted; af Udtrykkene i dets Indledning skulde den, der ej kjendte til de forudgaaende Begivenheder, slutte, at der aldrig havde hersket andet end den fredeligste og venskabeligste Stemning mellem Kongen og det islandske Folk. „I skrev til os“, heder det, „og bad om nogen Eftergivelse og Formildelse i visse Punkter, der vedrørte Landet i enkelte Stykker, og da vi altid have prøvet Godvilje og Lydighed af eder (!), sende vi eder dette Brev, hvori vi have angivet de Retsforbedringer, vi have gjort“. Disse Retsforbedringer vedkomme dog ingen af de før omtalte unionelle Vilkaar, men alene specielle privatretlige Bestemmelser hist og her i Lovbogen[2]. Hine Vilkaar synes saaledes ikke engang at have været paa Bane, medens der derimod er al Grund til at tro, at de islandske Raadslagningsmænd virkelig have samtykket i flere nye Skattepaalæg og Tyngsler, saaledes som det strax i det følgende vil sees, og, at dette har været Grunden til at saa venlige Udtryk ere brugte. Man maa derhos antage, at Kongens Hensigt var, for det første ikke at sende Retterbods-
- ↑ De isl. Annaler, 1303, 1304.
- ↑ Retterboden er fuldstændigt aftrykt i „Lovsamling for Island“, I. S. 17. Forhen stode kun dens enkelte Artikler at læse hist og her i Jonsbogen, fordeelte efter Materien.
peningen, af Island; men om det kun skal betegne, at den opkrævedes under hans Autoritet, eller om han virkelig oppebar den som et Laan til at bestride sine mange Udgifter, kan ikke godt sees.
