Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/371

Denne siden er korrekturlest

349

1302. Audun Hugleikssøn henrettet.

ledes den haardeste Nidingsstraf, og denne Straf var for stor, hvis det forholdt sig saaledes, som et usikkert Sagn, hvilket vi allerede ovenfor have berørt, angiver, at han skulde have vanæret Kongens eller, som hun da kaldtes, Hertugens Brud, da han skulde føre hende fra England eller Frankrige (altsaa i 1295)^[1]. I det mindste er det ikke let at indsee, hvorfor Kong Haakon da ikke ligesaa gjerne lod ham dømme til Døde og henrette umiddelbart efterat han havde ladet ham fængsle, samme Aar, som han besteg Tronen. Han maa have lidt Straf for hvad Loven kalder det højeste Nidingsverk, „at raade Land og Thegner undan Kongen“, altsaa Højforræderi^[2]. End videre er det sandsynligt, at Kongen har givet ham Sag fordi han ikke havde gjort Regnskab for de 6000 Mkr. Sterling, som han i 1295 havde oppebaaret af de franske Subsidiepenge (s. o. S. 255); thi disse vare neppe tilbagebetalte. Der er ogsaa et andet Sagn om ham saalydende: „Ridder Audun til Aalhuus (hans Ættegaard Hegranes laa nemlig i Nærheden af Aalhuus Kirke i Jolustør, og dens Ruiner skulle endnu af Almuen kaldes Aalhuus) vilde utilbørligt udvide sin Magt, og laa derfor ideligt i Strid med en Herse i Naustdal; dette mishagede Kongen, der lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld sine Skatte, sænkede sit store Sølvbord ned i Jølstervandet, og begav sig afsted, ledsaget af sin Vaabendrager. Medens de hvilede undervejs, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem, og gav sig til at

↑ Sagnet om at Audun skulde være bleven henrettet „fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England til Norge“ anføres saaledes i den Beretning om Oldsager fra Bergen 1626, der er aftrykt i de suhmske Samlinger II. 3, 43. Siden har Arendt i sine Bemerkninger om den her ovenfor, S. 1, omtalte Liigsteen paa Fjærde ytret, at den var en Mindesteen over en Prindsesse „om hvilken Traditionen fortalte at hun havde fød en Datter, for hvis Tilværelse Gesandten, der havde hentet hende, fik Skylden“. Men Faye oplyser i Norske Sagn S. 183, at han ved Undersøgelse paa Stedet ikke har hørt noget om et saadant Sagn, derimod lyder Sagnet, at der i en Viig ved Hesnes, kaldet Drotningviken, strandede et Skib med en Dronning eller Prindsesse, der enten var død undervejs, eller omkom ved denne Lejlighed, og blev begraven i Fjærde Kirke, hvor Marmorstenen sattes over hende. Efter et andet Sagn blev Stenen ikke sat strax, men ført fra Udlandet paa et andet Skib til Birkestranden, i Kiilsviken, hvor den Onde fik fat paa den, saa at den forsvandt. Stenen blev imidlertid af en Prest Pharo opdaget paa Gaarden Moi, og bragt til Fjærde Kirke, hvorfra den senere er kommen til Christiania. Indskriften antyder, som vi allerede have viist, en Datter af en norsk Konge og en dansk Fyrstinde, og kan saaledes ikke vedkomme den Brud, Audun skulde hjemføre for Hertug Haakon.
↑ Landsloven IV. 3. Ifølge Absalon Pederssøn var der ogsaa dem, der fortalte at Audun blev brændt. Formodentlig blev hans Liig brændt. Dette skal ogsaa være skeet med Bedragerskens Mands Legeme.

[1] Sagnet om at Audun skulde være bleven henrettet „fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England til Norge“ anføres saaledes i den Beretning om Oldsager fra Bergen 1626, der er aftrykt i de suhmske Samlinger II. 3, 43. Siden har Arendt i sine Bemerkninger om den her ovenfor, S. 1, omtalte Liigsteen paa Fjærde ytret, at den var en Mindesteen over en Prindsesse „om hvilken Traditionen fortalte at hun havde fød en Datter, for hvis Tilværelse Gesandten, der havde hentet hende, fik Skylden“. Men Faye oplyser i Norske Sagn S. 183, at han ved Undersøgelse paa Stedet ikke har hørt noget om et saadant Sagn, derimod lyder Sagnet, at der i en Viig ved Hesnes, kaldet Drotningviken, strandede et Skib med en Dronning eller Prindsesse, der enten var død undervejs, eller omkom ved denne Lejlighed, og blev begraven i Fjærde Kirke, hvor Marmorstenen sattes over hende. Efter et andet Sagn blev Stenen ikke sat strax, men ført fra Udlandet paa et andet Skib til Birkestranden, i Kiilsviken, hvor den Onde fik fat paa den, saa at den forsvandt. Stenen blev imidlertid af en Prest Pharo opdaget paa Gaarden Moi, og bragt til Fjærde Kirke, hvorfra den senere er kommen til Christiania. Indskriften antyder, som vi allerede have viist, en Datter af en norsk Konge og en dansk Fyrstinde, og kan saaledes ikke vedkomme den Brud, Audun skulde hjemføre for Hertug Haakon.

[2] Landsloven IV. 3. Ifølge Absalon Pederssøn var der ogsaa dem, der fortalte at Audun blev brændt. Formodentlig blev hans Liig brændt. Dette skal ogsaa være skeet med Bedragerskens Mands Legeme.

[1]

[2]