Ulempe, eller at regnes som nogen Landeplage. Den Omstændighed, at Norge kunde udholde de hyppige Krigstog til Danmark uden, som det synes, at føle sig saa særdeles trykket derved, røber en temmelig god Forfatning; af den Umag, den franske Kong Philip aabenbart gjorde sig for at faa Norge paa sin Side, og af de Forpligtelser, Hr. Audun Hugleikssøn paa Norges Vegne kunde vedtage – om han end her lovede alt for meget – kan man dog slutte saa meget, at Norge endnu vejede meget i den politiske Vegtskaal, og at det norske Folk i Udlandet betragtedes som mægtigt og krigersk. Men hvad man kunde befrygte, om Kong Erik havde levet længer, det var vistnok, at Aristokratiet paany skulde faa for stor Overhaand ved Siden af hans personlige Svaghed, og at et Lendermandsvelde, liigt det, der havde fundet Sted under Harald Gilles Sønner og Magnus Erlingssøn, men langt mere utaaleligt, fordi det ikke hvilede paa de national-patriarchalske Forhold, som hiint, skulde være blevet oprettet. Under Formynder-Regjeringen havde Baronerne vistnok allerede forsøgt det, og virkelig udøvet en ikke ringe Magt, men de hemmedes dog vist endeel af den myndige Dronning, og da hendes Søn opnaaede den legale Myndighedsalder, vidste hun med saa kraftig Haand at gribe Regjeringens Tøjler, at kun den enkelte, hun selv begunstigede, kunde naa nogen mere fremragende Magt. Da hun var død, og den velmenende, men svage, Konge selv skulde regjere, kom der en gunstigere Tid for Aristokraterne. Hvis der da havde været forundt Kong Erik et langt Liv, vilde de upaatvivleligt ikke have endt, førend Kongemagten blot var bleven til en Skygge af hvad den var i Haakon Haakonssøns og Magnus Haakonssøns Dage. Nu kunde man vistnok, med Blikket vendt mod de Begivenheder, der nogle Menneskealdre senere fandt Sted, fristes til at spørge, om Norge ikke vilde have været vel faren med en saadan Tingenes Orden. At den maaskee vilde have bevaret Folkets Selvstændighed længere end denne bevaredes, ja muligviis endog vedligeholdt den ud over de kritiske Perioder, er sandsynligt, men en anden Sag er det, om dette igjen vilde have været til Norges sande Gavn. I alle Fald er det her ikke Stedet nærmere at undersøge dette. Her være det nok at bemerke at Kong Eriks Død, og hans Broder Hertug Haakons Tronbestigelse, bragte den Udvikling af det monarchiske Princip, der siden Kong Magnus’s Død havde været standset, atter i Gang.
Da Kong Erik døde, kun efterladende sig en toaarig Datter, ingen Søn, var hans Broder Hertug Haakon ifølge Loven den rette Tron-
